Fredagens obligationer: Rentefald i uge med solidt rentehop

Udgivet den 26-02-2021  |  kl. 17:00  |  

Det danske obligationsmarked lukkede fredag med rentefald, idet hastigheden i udsalget af de amerikanske statsobligationer aftog en smule efter torsdagens panik.

Fredag faldt renten på den danske tiårige statsobligation med 5 basispoint til minus 0,14 pct. fra gårsdagens lukkeniveau på minus 0,09 pct., hvilket var det højeste niveau siden april sidste år.

Fredag i sidste uge lukkede renten i minus 0,20 pct.

Renterne har i de seneste uger været drevet op på forventninger om øget inflation, og der var fredag nyt fra netop inflationsfronten.

Den amerikanske centralbank, Federal Reserves, foretrukne inflationsmål, kerneinflationsindikatoren PCE Core, viste en stigningstakt på 1,5 pct. på årsbasis i januar.

Økonomerne havde ifølge Bloomberg News estimeret en fremgang på 1,4 pct.

Det er den enorme mængde stimulus, som den amerikanske centralbank og den føderale regering har sendt ind i økonomien, udsigten til genåbning og udrulning af vacciner, der skræmmer investorer på inflationsfronten.

Fredagen bød også på tal for privatforbruget i USA, der steg med 2,4 pct. i januar, hvilket var lidt svagere end økonomernes forventning på 2,5 pct.

De personlige indtægter steg i samme måned med 10,0 pct., hvor der var ventet en fremgang på 9,5 pct.

/ritzau/FINANS

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Close❯ 

Relaterede nyheder