Fredagens obligationer: Renten kravlede op trods svage nøgletal

Udgivet den 24-06-2022  |  kl. 17:00  |  

Den tiårige danske rente kravlede fredag en smule i vejret oven på de seneste dages markante fald. Det skete trods et værre end ventet tysk IFO-indeks, der dog ikke viste markante fald.

Renten på den tiårige danske statsobligation endte på 1,81 pct. Det var 4 basispoint højere end torsdag eftermiddag, hvor den tiårige rente faldt 11 basispoint efter en stribe af dårlige nøgletal, der øgede handlernes håb om, at centralbankerne vil være påpasselige med at hæve renterne voldsomt.

Fredagens IFO-tal lagde sig blandt de øvrige svage konjunkturindikatorer, da det tyske erhvervstillidsindeks udviklede sig dårligere end ventet i juni. Det faldt til 92,3 fra 93,0 måneden før. Her var ifølge estimater indsamlet af Bloomberg ventet et indeks på 92,8.

Vurderingen af det nuværende forretningsklima faldt til 99,3 fra 99,6 måneden før. Det var dog bedre end økonomernes forventning på 99,0.

Endelig faldt forventningsindekset til 85,8 fra 86,9. Økonomerne havde ifølge Bloomberg ventet en stigning i forventningsindekset til 87,4.

Fra den anden side af Atlanten landede forbrugertillidsindikatoren fra University of Michigan i i sin endelige opgørelse på 50,0 i juni, efter at den foreløbige havde vist et indeks på 50,2.

.\\˙ MarketWire

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Close❯