Fredagens obligationer: Renten trak lavere efter rentefald i USA KORR

Udgivet den 11-06-2021  |  kl. 17:36  |  

(Retter størrelsen af rentefald i tredjesidste afsnit)

Rentefald i USA inspirerede fredag til lavere renter herhjemme, hvor handlerne sundede sig oven på torsdagens inflationstal fra USA.

Kerneforbrugerpriserne steg med 3,8 pct. på årsbasis i maj - den højeste prisstigningstakt siden 1992. Alligevel tog obligationsmarkedet prisstatistikken med ophøjet ro.

- Inflationen trækkes fortsat op af midlertidige faktorer i form af stigende priser på brugte biler, flyrejser og hotelovernatninger.

- Samlet set trækker disse poster inflationen op med omkring 2,5 procentpoint i maj. Derfor kan den amerikanske forbundsbank (Fed) fortsat argumentere for, at stigningen i inflationen er forbigående, skriver makroanalytiker i Sydbank Mathias Dollerup Sproegel i et notat.

I USA faldt den tiårige rente torsdag efter inflationstallene, og selv om en smule af rentefaldet gik i sig selv fredag, gik renten på den tilsvarende toneangivende danske obligation på weekend 2 basispoint lavere i minus 0,12 pct.

Rentefaldet skete på trods af endnu et sæt nøgletal, der lover godt for opsvinget i USA.

Forbrugertillidsindikatoren fra University of Michigan steg til 86,4 juni fra 82,9 måneden før, mens økonomer kun havde ventet en fremgang til 84,2 ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Close❯ 

Relaterede nyheder