Fredagens obligationer: Rentestigning gik i sig selv igen

Udgivet den 15-01-2021  |  kl. 17:11  |  

Små rentestigninger prægede længe det danske obligationsmarked fredag, men udbredte aktiefald fik ud på eftermiddagen investorerne til at søge i sikker havn i obligationsmarkedet igen, og det trak renterne tættere på status quo.

Facit blev, at den tiårige danske rente endte uændret i minus 0,46 pct. efter en overgang at have været handlet så højt som minus 0,44 pct.

Eftermiddagens amerikanske nøgletal bød på et overtal af skuffelser, og talte umiddelbart for lavere renter.

Det amerikanske detailsalg faldt 0,7 pct. på månedsbasis i december, mens økonomer havde ventet et uændret salg. Desuden skuffede erhvervsindikatoren Empire Manufacturing, og heller ikke University of Michigans forbrugertillidsindikator levede helt op til økonomernes bud.

Industriproduktionen steg til gengæld mere end ventet i december.

Alt i alt peger statistikkerne dog i retning af en lempelig pengepolitik. Chefen for den amerikanske centralbank, Jerome Powell, sagde da også torsdag aften, at renteforhøjelser ikke vil komme "på noget tidspunkt snart".

- Vores øjne er helt åbne omkring dette. I sidste ende har offentligheden brug for at se os lade inflationen bevæge sig moderat over 2,0 pct. i nogen tid, før den nye ramme vil blive opfattet som helt troværdig, sagde Powell.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Intraday❯ 

Relaterede nyheder