Gamestop sætter skub i ny strategi - aktien stiger pænt i formarkedet

Udgivet den 08-03-2021  |  kl. 14:40  |  

Den amerikanske detailkæde Gamestop, der forhandler computerspil og elektronik, bliver sendt solidt op i formarkedet, efter at ledelsen har søsat en ny strategikomite.

Det skriver Bloomberg News.

Pludselige og voldsomme kursstigninger er ikke fremmede for Gamestop-aktionærer, der i januar kunne se kursen blive mere end tyvedoblet på få dage, efter at aktien blev fanget i et tovtrækkeri mellem privatinvestorer på den ene side og hedgefonde med store short-positioner i aktien på den anden.

Denne gang virker det dog til, at der er mere substans bag kursstigningen, da selskabets ledelse har lyttet til kritiske aktionærer og nu sætter gang i en transformation væk fra den fysiske detailhandel, som har været med til at sende selskabet i problemer.

Strategikomiteen, der bliver ledt af storaktionær og bestyrelsesmedlem Ryan Cohen, skal finde måder, hvorpå Gamestop kan transformere sig til at blive et teknologiselskab og dermed skabe længerevarende værdi for aktionærerne, skriver Bloomberg News.

Mandag stiger aktien 11,2 pct. i formarkedet. Fredag lukkede aktien i 137,74 dollar. Før nytår blev den handlet i 19,26 dollar, inden den i slutningen af januar kortvarigt steg voldsomt til 347,51 dollar og efterfølgende dykkede stort.

/ritzau/FINANS

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯ 

Relaterede nyheder