Genmab: Positive fase 2-data i behandling af livmoderhalskræft

Udgivet den 30-06-2020  |  kl. 06:34  |  
Arkiv: Foto

Det danske biotekselskab Genmab har mandag offentliggjort "meget favorable" toplinje data fra et fase 2-forsøg med midlet Tisotumab Vedotin til behandling af tilbagevendende eller metastatisk livmoderhalskræft.

Det fremgår af en meddelelse til fondsbørsen.

Studiet, med navnet Innovatv 204, omfattede 101 patienter, som tidligere har været behandlet med andre cancerterapier, og resultaterne viste en objektiv responsrate på 24 pct. med en median for varighedsresponsen på 8,3 måneder.

Ifølge Genmab har standard behandlingsformer af sygdommen "typisk" en objektiv responsrate under 15 pct., mens den overordnede overlevelsesrate typisk er på 6,0 til 9,4 måneder.

- Disse lovende toplinjedata fra Innovatv 204 vil udgøre basis for yderligere engagement med U.S. Food and Drug Administration, når vi fortsætter med at fremme og udvide vort udviklingsprogram for Tisotumab Vedotin for solide tumorer med vores partner, udtaler Genmabs topchef, Jan van de Winkel, i meldingen.

Tisotumab Vedotin udvikles sammen med Seattle Genetics.

Ifølge Genmab diagnosticeres 13.500 kvinder for tiden med livmoderkræft i USA om året, mens cirka 4200 kvinder hvert år dør af sygdommen. På verdensplan dør flere end 311.000 kvinder hvert år af den farlige sygdom, oplyses det.

/ritzau/FINANS

Henning Lars Nielsen

Tags:  Shares❯ 

Relaterede nyheder