Genmab: Positive resultater i kombinationsstudie med Darzalex

Udgivet den 13-09-2019  |  kl. 16:22  |  

Biotekselskabet Genmab kan glæde sig over positive toplinjeresultater i fase 3-studiet Candor, der prøver selskabets middel Darzalex i kombination med det fremadstormende kræftmiddel Kyprolis fra Amgen og binyrebarkhormonet Dexamethason.

Det fremgår af en meddelelse fredag eftermiddag fra Genmab.

Det er det amerikanske biotekselskab Amgen, der står for Candor-studiet, der består af 460 patienter med knoglemarvskræft, der har fået tilbagefald efter at have modtaget mellem en og tre tidligere behandlinger.

Her sammenlignes behandlingen af patienter med en kombination af Darzalex, Kyprolis og Dexamethason og en kombination bestående af Kyprolis og Dexamethason. Studiet viste, at kombinationen med Darzalex reducerede risikoen for død eller forværrelse af sygdommen med 37 pct.

Genmabs administrerende direktør, Jan van de Winkel, fortæller, at selskabet er meget tilfreds med, at kræftmidlet Darzalex har vist sig at være effektivt i endnu en kombinationsbehandling.

- Vi ser frem til potentialet for denne kombination til at tilbyde en ekstra behandlingsmulighed for patienter, der er diagnosticeret med tilbagefald af knoglemarvskræft, siger topchefen i meddelelsen.

Amerikanske Amgen vil diskutere resultaterne fra Candor-studiet med sundhedsmyndighederne som et led i forberedelsen af ansøgningerne om at få godkendt kombinationen til behandling, fremgår det af meddelelsen.

Det er Genmabs amerikanske partner Janssen, der er en del af giganten Johnson & Johnson, som har licens til at udvikle, producere og sælge Darzalex på verdensplan. Genmab modtager royalties og milepælsbetalinger fra salget.

/ritzau/FINANS

Cecilie Veile

Tags:  Shares❯ 

Relaterede nyheder