Genmab Q2: Partneraftale og flere royalties løfter resultaterne

Udgivet den 13-08-2020  |  kl. 06:34  |  
Arkiv: Foto

Genmab leverede stort set på linje med forventningerne i andet kvartal, der er blevet præsenteret onsdag eftermiddag.

Det viste, at omsætningen og indtjeningen gik markant frem, og omsætningen sneg sig netop over konsensus, mens driften landede lidt under.

Resultaterne var særligt løftet af en stor forudbetaling på 4398 mio. kr. fra den partneraftale, som Genmab indgik med Abbvie i juni om blandt andet lægemiddelkandidaten Epcoritamab.

Her var den samlede forudbetaling på 750 mio. dollar - eller 4737 mio. kr. med onsdagens valutakurser - hvoraf langt størstedelen er bogført i andet kvartal.

Driftsresultatet (EBIT) landede på 4497 mio. kr. i kvartalet, mens analytikere havde sat næsen op efter et overskud på 4511 mio. kr. ifølge estimater fra Bloomberg News.

I samme periode sidste år havde Genmab et driftsoverskud på 137 mio. kr.

ØGEDE ROYALTY-INDTÆGTER FRA ØJEMIDDEL

Genmabs samlede omsætning landede på 5451 mio. kr. mod estimeret 5446 mio. kr. blandt analytikere og 774 mio. kr. i andet kvartal 2019.

Endelig viste bundlinjen et plus på 3378 mio. kr. mod ventet 3638 mio. kr. og et plus på 85 mio. kr. året før.

Ud over forudbetalingen fra Abbvie består omsætningen især af royalties fra partneren Janssens salg af kræftmidlet Darzalex på 877 mio. kr.

Derudover havde Genmab yderligere royalties - forbundet med salget af Arzerra og øjemidlet Tepezza - på 80 mio. kr.

Desuden bidrager refusion af forsknings- og udviklingsomkostninger på samlet 96 mio. kr. i andet kvartal til toplinjen.

LØFTER TOPPEN AF FORVENTNINGSINTERVALLER

Netop grundet øgede indtægter fra salget af Tepezza løfter Genmab også sine forventninger til hele 2020, hvor der nu sigtes efter et salg på 9100-9700 mio. kr. og et driftsoverskud (EBIT) på 5200-5800 mio. kr.

Tidligere var forventningen et salg på 9100-9500 mio. kr. og et driftsresultat på 5200-5600 mio. kr.

Analytikerne forudså forud for regnskabet en omsætning i 2020 på 9,53 mia. kr. og et driftsresultat (EBIT) på 5,6 mia. kr. ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.

Partneren Janssens salg af kræftmidlet Darzalex vil ifølge Genmabs prognose fortsat lande på 3,9-4,2 mia. dollar.

Det vil give Genmab en royaltyindtægt på 4075-4475 mio. kr.

Prognosen inkluderer desuden den store forudbetaling fra partneraftalen med Abbvie fra juni, hvor godt 90 pct. er indregnet i andet kvartal.

Den resterende del vil blive indtægtsført over de kommende år.

Salgsprognosen inkluderer også milepælsbetalinger og andre royalties på nu 200-400 mio. kr. mod tidligere ventet cirka 200 mio. kr. - altså et løft på 200 mio. kr. i toppen i forhold til den tidligere prognose.

Det er her, royalty-indtægterne fra Tepezza indregnes.

Dertil kommer refundering af udgifter som led i samarbejdet med Seattle Genetics og Biontech på omkring 475 mio. kr.

Tabel for Genmabs regnskab for andet kvartal 2020:

Mio. kr. Q2 2020 Q2 2020 (e) Q2 2019
Omsætning 5451 5446 774
- Darzalex royalties 877 - 667
EBIT 4497 4511 137
Nettoresultat 3378 3638 85

Genmabs forventninger til 2020:

Mio. kr. Ved Q2 10/6 Ved Q1 Ved Q4
Omsætning 9100-9700 9100-9500 4750-5150 4750-5150
Driftsomkostninger 3850-3950 3850-3950 3850-3950 3850-3950
Driftsresultat 5200-5800 5200-5600 850-1250 850-1250
Darzalex omsætning i mio. dollar 3900-4200 3900-4200 3900-4200 3900-4200
Darzalex royalties 4075-4475 4075-4475 4075-4475 4075-4475
Darzalex milepæle og andre royalties ca. 200-400 ca. 200 ca. 200 ca. 200

(e) = estimater indsamlet af Bloomberg News per 11. august klokken 12 blandt op til 13 analytikere.

/ritzau/FINANS

Henning Lars Nielsen

Tags:  Report❯  Shares❯  main text❯ 

Relaterede nyheder