Gigantisk australsk mølleprojekt involverende Siemens får grønt lys

Udgivet den 24-02-2020  |  kl. 07:17  |  

Den australske delstat Queensland har godkendt et gigantisk landvindprojekt på op til 1200 megawatt, MW, som Siemens Financial Services og det lokale energiselskab Clean Sight udvikler sammen gennem selskabet Forest Wind.

Det fremgår af en meddelelse fra regeringen i Queensland.

Forest Wind er planlagt til at komme til at bestå af op til 226 møller, og efter godkendelsen hos delstatsregeringen kan konstruktion af parken starte hen mod afslutningen af året, afhængig af resultatet af forhandlinger om elsalgsaftaler og finansiering.

- Dette er et kæmpe vedvarende energiprojekt for Queensland og vil bidrage til vores mål om 50 pct. vedvarende energi i 2030. Hvis projektet skrider frem vil det skabe 440 job under konstruktionen og yderligere 50 fuldtidsstillinger, når det kommer i drift, siger minister for planlægning i staten Cameron Dick.

Vindmølleparken ventes at koste omkring 2 mia. australske dollar at opføre, svarende til ca. 9 mia. kr. I forvejen har Queensland 5500 megawatt installeret vedvarende energikapacitet.

/ritzau/FINANS

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Shares❯ 

Relaterede nyheder