GN Audio/CEO: Stærk lancering af nye produkter giver opjustering

Udgivet den 14-06-2018  |  kl. 14:43  |  
GN Store Nord - Bygning

Det er en række nye produkter, der har solgt rigtig godt, som er årsagen til, at headsetselskabet GN Audio torsdag har opjusteret forventninger til 2018.

Sådan lyder det fra René Svendsen-Tune, der er administrerende direktør hos GN Audio, den ene halvdel af GN Group.

GN Audio forventer nu en organisk omsætning på "op til" 15 pct. i 2018 mod tidligere "omkring" 9 pct. EBITA-marginen ventes nu at blive "mere end" 18 pct. fra "mere end" 17 pct.

- Vi vidste godt, at vi havde gode produkter, men der er altid usikkerheder, når man skal lancere nye produkter, blandt andet fordi det skal glide i hele leverandørkæden, men det er gået rigtig, rigtig godt, og nu har vi så meget fast grund under fødderne, at vi kan give de her forventninger til hele året, siger René Svendsen-Tune.

NY PRODUKTSERIE TIL VIRKSOMHEDER TRÆKKER VÆKST

Han fremhæver produktserien Jabra Engage, der er henvendt til ansatte i for eksempel callcentre, banker eller forsikringsselskaber, der kom på markedet i april.

Headsets henvendt mod den professionelle del af markedet står for omkring 80 pct. af GN Audios forretning, og René Svendsen-Tune siger, at GN Audio har vundet "betydelige markedsandele" i 2018.

Forbrugersegmentet - headsets til musik og tale til privatpersoner - udgør de resterende 20 pct. af GN Audio, men har været presset af vigende salg gennem flere år.

Derfor har GN Audio gang i massive tiltag, hvor hele produktporteføljen udskiftes, og selskabet har for nylig lanceret headsetserien Jabra Elite.

Ifølge René Svendsen-Tune har modtagelsen været god, men han vil ikke ud med, om det er tilstrækkeligt til at sikre vækst i den del af forretningen for hele året.

- De er blevet taget rigtig godt imod af markedet, men det er summen af alle vores produktgrupper, der driver de her stærke resultater, siger René Svendsen-Tune.

LANGSIGTEDE FORVENTNINGER BLIVER IKKE RØRT

GN Audio har en langsigtet målsætning om en årlig organisk vækst på 6-9 pct. i perioden 2017-2019, og det bliver der ikke ændret på for nuværende, selv om 2018 tegner til at byde på markant højere vækst.

- Det går rigtig godt, må vi konstatere, og vi har nu to gange opjusteret, i forhold til det vi gik ind til året med. Nu skal vi eksekvere på det her, og så må vi komme tilbage med forventninger næste år, siger René Svendsen-Tune.

På aktiemarkedet har investorerne taget positivt imod opjusteringen, og GN-aktien stiger 9 pct. til 274,10 kr., hvilket vil være lukkerekord, hvis det holder resten af torsdagen.

Aktien er steget 36,7 pct. i år, og selskabets markedsværdi er på knap 40 mia. kr.

/ritzau/FINANS

Aske Muff

Tags:  CEO❯  Shares❯ 

Strategier du kan handle

Navn
 
+/-(%)
 
Tid

 
0,00%
 
20/09/18

 
0,00%
 
04:13:01

 
-0,18%
 
20/09/18

 
0,00%
 
04:13:01

Social Copy trading - kopier handler fra ovenstående strategier så de eksekveres live på din egen konto.
Læs mere her.

 

Seneste nyheder