Gode indikationer fra teknologisektoren
De første regnskaber fra teknologisektoren lover godt for den kommende regnskabssæson, vurderer Jyske Bank. Både Apple og AMD leverede i går bedre end ventede regnskaber.
- Vi hæfter os især ved kommentarerne omkring udviklingen i microprocessorsalget fra AMD i forbindelse med deres regnskab. AMD har set en bedre end ventet efterspørgsel i 2. kvartal og forventer også, at udviklingen i 3. kvartal vil overstige den normale sæsonmæssige udvikling, skriver Jyske Bank og fortsætter:
- Da AMD samtidig præsterede en væsentlig højere bruttomargin end ventet (39 pct. mod ventet 36 pct.), er der bestemt positive indikationer med hensyn til udviklingen hos Intel (Akkumuler), som aflægger regnskab den 19. juli.
Skeptikerne vil sige, at risikoen er øget, fordi vi hos både AMD og Intel har set en markant lageropbygning i forventning om et godt salg i 2. halvår, men Jyske Bank vurderer ikke umiddelbart, at der er tegn på dette.
- Efterspørgslen efter bærbare computere og processorer virker fortsat solid, og derfor vil vi fortsat anbefale Intel op til regnskabet, konkluderer Jyske Bank.