GPV Industri åbner printkortfabrik i Kina

Udgivet den 24-06-2005  |  kl. 11:13  |  

Som et led i GPV’s strategi, Fit For the Future, åbner GPV’s printkort-division et nyt kompetencecenter og fabrik i Suzhou-området den 28. juni 2005.

Det skriver selskabet i en pressemeddelelse fredag.

Dermed kan GPV tilbyde produktion af små serier af printkort i Kina baseret på europæiske standarder. Fra udgangen af juni 2005 har GPV i samarbejde med IFU (Investeringsfonden for Udviklingslandene)s etableret sig i Kina med egen fabrik, der kan levere dansk kvalitet, forsyningssikkerhed og styring - til kinesiske priser.

Med egen fabrik i Kina har GPV gjort afstanden til Kina betydeligt kortere. Fjernøsten er for længst etableret som leverandør af printproduktion til danske virksomheder - men det har hidtil været forbeholdt større serier, hvor besparelsen har stået mål med omkostningerne til styring af produktionen over de lange afstande.

Fabrikken er på 7.500 m2 og er baseret på kendt teknologi til fremstilling af små og mellemstore serier og vil få ca. 150-200 ansatte.

Der er dansk kontakt til fabrikken i Suzhou, og der er europæisk cost-optimering med forbehandling af ordrer, så kunderne sikres den produktionsteknisk optimale løsning. Leveringstiden fra Kina er 3 ½ uge for op til 8 lags print og forsyningssikkerheden er på plads med europæisk baseret back-up produktion.

Ifølge direktør Anders D. Larsen fra GPV’s printkort-division er det en del af en målrettet strategi at etablere sig i Kina:

- Vi har igennem de seneste år arbejdet på at sikre et printteknisk kompetencecenter i Kina. Det er nu lykkedes, og på det område giver fabrikken i Suzhou helt nye muligheder for at komplettere de eksisterende kompetencer i divisionen. Dermed er vi i stand til at tilbyde vores kunder et banebrydende koncept, der som noget helt nyt kan dække efterspørgslen på små og mellemstore serier fra Fjernøsten - men fra GPV’s egen fabrik, siger Anders D. Larsen og tilføjer:

- Til forskel fra øvrige virksomheder i Europa kan vi sikre, at kvalitet og alle øvrige parametre styres efter europæiske standarder, samtidig med at vi kan producere til konkurrencedygtige priser, siger Anders D. Larsen.

GPV’s printkort-division er en selvstændig forretningsenhed i GPV. Fabrikken i Kina udgør sammen med kompetencecentrene i Danmark, GPV Chemitalic og GPV Printca, divisionens kerneområder.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder