Højeste kerneinflation i årtier øger behov for ny stramning i Storbritannien

Udgivet den 24-05-2023  |  kl. 08:24  |  

Kerneinflationen i Storbritannien ramte i april det højeste niveau i årtier og øger ifølge seniorøkonom Kim Blindbæk fra Sydbank sandsynligheden for en renteforhøjelse på næste rentemøde i Bank of England, som finder sted 22. juni.

Her vurderer han, at en renteforhøjelse på 0,25 procentpoint til 4,75 procent er "meget sandsynlig på baggrund af dagens høje inflationstal."

- Inflationen er nemlig fortsat alt for høj, og lønningerne stiger i et hastigt tempo. Derfor kan det være farligt, at erklære kampen mod inflationen vundet for tidligt, skriver seniorøkonom Kim Blindbæk fra Sydbank i en kommentar.

De samlede forbrugerpriser viste en aftagende stigningstakt på 8,7 pct. på årsbasis i april mod 10,1 pct. måneden før. Økonomerne havde dog ventet et større fald til 8,2 pct.

Men renset for energi- og fødevarepriser tiltog inflationen til 6,8 pct. fra 6,2 pct. i marts.

Efterfølgende blev det britiske pund umiddelbart styrket til 1,246 dollar fra 1,244 dollar umiddelbart før offentliggørelsen - men 20 minutter efter offentliggørelsen er kursen tilbage til udgangspunktet.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  macro❯  UK❯