Halvdelen af 136 nye danske coronasmittede er fra Aarhus

Udgivet den 07-08-2020  |  kl. 14:48  |  

Det seneste døgn er der konstateret 136 nye tilfælde med coronavirus i Danmark.

Det oplyser Statens Serum Institut (SSI) i sin daglige opgørelse.

Antallet af nye smittetilfælde er det højeste siden 22. juni - dog på nær mandag i denne uge, hvor der blev meldt om 207 nye smittede. Det hører med til historien, at tallet fra mandag også inkluderer weekendens tal.

Ud af de 136 nye smittetilfælde stammer 68 fra Aarhus. Det vil sige, at halvdelen af de seneste tilfælde er blevet konstateret i landets næststørste by.

På de seneste har Aarhus også været ramt af et coronaudbrud. Det har ført til, at der bliver indført krav om mundbind, når man kører med offentlig transport i Aarhus.

Antallet af indlagte med coronavirus stiger fra torsdag til fredag med én til 25.

Der er ikke registreret nogen coronadødsfald siden torsdag.

/ritzau/

Ritzau

Relaterede nyheder