Handelsbanken: ISS' udfordringer kan ikke løses med direktørskift

Udgivet den 22-09-2020  |  kl. 13:50  |  
Arkiv: Foto

ISS' problemer handler blandt andet om udfordringerne med at føre servicekoncernens strategi om nøglekunder ud i livet.

Sådan lyder vurderingen hos Handelsbanken, der i en ny analyse barberer kursmålet til 54 kr. fra 93 kr. Det er det laveste kursmål blandt de analytikere, der dækker aktien.

Det svenske finanshus gentager da også den negative anbefaling "sælg".

Coronakrisen har kun gjort situationen endnu mere udfordrende for selskabet, der har måtte se til, mens aktiekursen næsten er halveret siden nytår.

Og pandemien kan også fortsat tynge resultaterne hos den danske koncern, der blandt andet tilbyder rengøring, catering, ejendomsservice og andre løsninger inden for facility management.

- Da kontorfaciliteter formentligt vil fortsætte med at være tomme eller tyndt bemandede mange steder, vurderer vi, at dynamikken vil være skadelig for nogle af ISS' forretningsområder såsom catering, skriver Handelsbanken i analysen efter at flere europæiske lande har indført nye restriktioner og opfordringer til at begrænse smitten.

Det er ikke den eneste udfordring hos ISS, der i september fik en ny administrerende direktør, da Jacob Aarup-Andersen, der kom fra Danske Bank, satte sig i topchefstolen.

I december 2018 annoncerede ISS en strategiopdatering, der handlede om at frasælge aktiviteter, som ikke relaterer sig til nøglekunder .

Indtægterne fra frasalgene skulle blandt andet bruges til at styrke de services, som ISS kan tilbyde nøglekunderne, der er det fremadrettede hovedfokus på kundesiden.

- Selv om vi ikke har grund til at tvivle på kvaliteten af den nye CEO's ledelsesevner, tror vi, at ISS' problemer er relateret til udførelsen og ikke strategien om at tage en større andel af kundernes facility management-budget, skriver Handelsbanken i analysen.

- Vi argumenterer for, at koncernens problemer ikke kan løses gennem et CEO-skift. Efter vores synspunkt er år med transformeringsarbejde og potentielt yderligere frasalg nødvendige, lyder det også.

ISS falder 2,5 pct. til 85 kr. tirsdag eftermiddag, hvilket er et niveau, der sidst er set i slutningen af marts.

/ritzau/FINANS

Cecilie Veile

Tags:  Maintain❯  Research❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder