Handlere spekulerer i britisk renteforhøjelse allerede denne uge

Udgivet den 26-09-2022  |  kl. 12:15  |  

En markant dukkert til det britiske pund har skabt spekulationer på finansmarkederne om, at der kan være en renteforhøjelse under opsejling fra den britiske centralbank allerede denne uge.

Det skriver Financial Times.

Ifølge finansavisen er der mulighed for, at banken på et ekstraordinært møde hæver renten for at stabilisere pundet, inden det ordinære rentemøde til november.

Derivatmarkederne indregner en renteforhøjelse på 75 basispoint i løbet af en uge, og en forhøjelse på sammenlagt over 150 basispoint efter mødet i november. Renten ventes nu at overstige 6 pct. i maj mod 2,25 pct. i dag, skriver Financial Times.

Spekulationerne kommer, efter at pundet er svinget vildt hen over natten.

Ved middagstid koster pundet 1,0705 dollar mod 1,0915 dollar fredag eftermiddag. Da pundet var værst tilredt natten til mandag kostede det bare 1,0350 dollar. Det er det laveste niveau nogensinde.

Svækkelsen kommer i kølvandet af fredagens minibudget fra den nye britiske finansminister, Kwasi Kwarteng, der vil øge de offentlige udgifter markant sideløbende med store skattelettelser i det i forvejen stærkt underfinansierede udgiftssprogram.

Hertil kommer, at finansministeren også signalerede yderligere skattelettelser søndag, skriver Financial Times.

Ambitionerne om at sænke skatten falder imidlertid markedet for brystet, da skattelettelser blot risikerer at puste til inflationen, og forstærke de problemer den britiske økonomi står over for.

.\\˙ MarketWire

Jakob Dalskov

Tags:  macro❯  UK❯