Harboes FY: Vanskelige omstændigheder presser indtjeningen

Udgivet den 27-06-2013  |  kl. 15:42  |  

Bryggeriet Harboes kom ud af det forskudte regnskabsår 2012/13 med en presset bundlinje og tilbagegang på toplinjen. Det fremgår af bryggeriets årsregnskab torsdag.

Nettoomsætningen faldt til 1343,6 mio. kr. mod 1410,5 kr. for et år siden - EBITDA-overskuddet gik ned til 90,9 mio. kr. fra 141 mio. kr. i 2011/12. Overskuddet på EBIT-niveau faldt desuden med over 83 pct. til et overskud på 9,4 mio. kr. mod 59,5 mio. kr. for et år siden. Resultatet før skat endte på 4,1 mio. kr. mod 51,1 mio. kr.

Dermed kom Harboes i mål markant under egne forventninger, der lød på et EBITDA-overskud på 110 mio. kr. og et resultat før skat på 20 mio. kr. Det er ifølge bryggeriet selv et ubehageligt miks af dårligt vejr i fjerde kvartal af regnskabsåret, samt en række andre faktorer, fremgår det.

- Resultatudviklingen skyldes dels den faldende omsætning og dels de fortsat stigende råvarepriser på malt samt energi- og oliepriser. På grund af den fortsat intensive konkurrence, særligt i Nordeuropa der er koncernens største marked, har det ikke været muligt at kompensere for de stigende omkostninger gennem højere salgspriser, og det påvirker koncernens samlede EBITDA-margin negativt, skriver Harboes.

Harboes melder dog, at bryggeriet har taget en engangspost på 1 mio. euro - cirka 7,5 mio. kr. - i forbindelse med en tilbagekaldelse af beskadigede produkter.

- Der pågår forhandlinger om afklaring af ansvar og forsikringsdækning. Harboes har imidlertid ud fra en forsigtighedsbetragtning valgt at udgiftsføre hele tabet i indeværende regnskabsår, skriver Harboes.

På enkeltmarkederne er især det nordeuropæiske marked udfordret, skriver Harboes, men nye produkter inden for læskedrikke trækker en smule op - om end ikke nok til at opveje faldet på ølmarkedet.

- Afsætningen af øl var påvirket af effekten af et større nordeuropæisk kundeforhold, som blev afviklet i foråret 2012. Harboe har desuden i perioden fravalgt kundeforhold, der ville optage væsentlig kapacitet uden at bidrage med acceptable marginer, skriver Harboes med henvisning til et strategisk valg om at reservere kapacitet til yderligere udvikling af aktiviteterne uden for Nordeuropa.

Samtidig skriver bryggeriet dog, at kildevand med smag og vitamindrikke trængt ind på især det tyske marked som nye produkter, der kan drive den fortsatte vækst i segmentet.

- Salget af læskedrikke drives af en fortsat produktudvikling inden for segmentet, herunder bl.a. energi- og sportsdrikke, som i stigende omfang vinder ind på markedet, skriver Harboes.

Uden for den europæiske hjemmebane har især Afrika vist flotte, tocifrede vækstrater, skriver Harboes, og oplyser, at væksten dels er drevet af nye distributøraftaler og dels gennem en fortsat udbygning af markedspositioner i "et velfungerende samarbejde med eksisterende distributører og samarbejdspartnere" i Afrika.

- I flere af de afrikanske lande har politisk uro og væbnede konflikter imidlertid haft betydelig indflydelse på de generelle forretningsbetingelser og en negativ afsmitning på afsætningen. Det har medført, at den samlede vækst i Afrika er noget lavere end ventet, skriver Harboes.

Koncernen venter dog "omsætningsvækst" og et "forbedret resultat" i det kommende regnskabsår, fremgår det af regnskabet.

Tabel for Harboes Bryggeri for årsregnskabet 2012/13:

#

Mio. kr. FY 12/13 Forventning FY 11/12

-----------------------------------------------

Nettoomsætning 1343,6 1410,5

EBITDA 90,9 110 141,1

Resultat før skat 4,1 20 51,1

Nettoresultat 3,1 38,7

-----------------------------------------------

#

Forventninger til 2013/14:

/ritzau/FINANS

Morten A. Rasmussen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk