Heineken venter endnu større viruspåvirkning i andet kvartal

Udgivet den 08-04-2020  |  kl. 08:25  |  

Verdens næststørste bryggeri, Heineken, trækker nu sine forventninger til 2020 tilbage på grund af den usikkerhed, som udbruddet og spredningen af coronavirus har skabt.

Bryggeriets samlede salgsmængde ventes at være faldet omkring 4 pct. organisk i året første kvartal, og der er umiddelbart ikke bedring på vej for bryggeriet.

- Påvirkningen ventes forværret i andet kvartal, skriver selskabet i en meddelelse til markedet, hvor det dog slås fast, at kistebunden er velpolstret:

- Heineken er gået ind i krisen med en stærk balance samt uudnyttede forpligtede kreditfaciliteter og har succesfuldt sikret sig yderligere finansiering på markedet de seneste uger, lyder det.

Herhjemme har også Carlsberg trukket forventningerne på grund af virusudbruddet, som siden december har spredt sig fra Kina til resten af verden med aflyste sportsarrangementer til følge.

Blandt andet OL er blevet aflyst, ligesom også EM i herrefodbold, der skulle være afholdt til sommer, er blevet aflyst på grund af virusudbruddet.

/ritzau/FINANS

Oliver Sønderbye Therp

Tags:  Shares❯ 

Relaterede nyheder