Hollandske Randstad sendes ned efter regnskab - kan have toppet i år

Udgivet den 27-07-2021  |  kl. 11:56  |  

Det hollandske rekrutteringsselskab Randstad kan have toppet sin driftsmæssige gearing for i år, mener finanshus, efter at selskabet er kommet med regnskab for andet kvartal.

Det skriver Bloomberg News.

Rekrutteringsselskabet slog analytikernes forventninger, viser konsensusestimater som Bloomberg News har indsamlet.

Kvartalspræstationen kan dog være et tegn på, at toppen er nået for regnskabsåret, mener Kean Marden, der er analytiker i Jefferies, som bemærker, at investeringer i nye ansatte kan betyde, at den driftsmæssige gearing kan have toppet.

Dertil bemærkes det, at momentum for selskabets amerikanske omsætning og driftsresultat (EBITA) landede under forventningerne.

I andet kvartal omsatte Randstad for 6,08 mia. euro - svarende til over 45 mia. kr. - mod ventet 5,75 mia. euro. Omsætningen voksede 37 pct. sammenlignet med samme periode sidste år.

Den organiske omsætning voksede 38,2 pct. i andet kvartal sammenlignet med kvartalet forinden. Her var blot ventet en vækst på 6,4 pct.

Bruttomarginen landede på 19,5 pct. mod ventet 19,4 pct., mens det underliggende driftsresultat (EBITA) endte på 260 mio. euro. I andet kvartal af 2020 endte den post på 67 mio. euro.

På bundlinjen realiserede Randstad et justeret nettooverskud på 190 mio. euro mod 63 mio euro i samme kvartal året forinden.

Randstad-aktien falder tirsdag formiddag 6,3 pct. til 62,40 euro på børsen i Amsterdam.

/ritzau/FINANS

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯ 

Relaterede nyheder