Home Depots vækst skuffer analytikerne: Aktien får hård medfart

Udgivet den 26-02-2019  |  kl. 12:34  |  

Den amerikanske byggemarkedskæde Home Depot havde ikke helt så travlt i fjerde kvartal, som analytikerne havde forventet.

Kædens salgsvækst i fjerde kvartal lød på 3,2 pct., når man ser på de butikker, der mindst har været åbne i et år. Analytikerne havde ifølge Bloomberg News forventet en fremgang på 4,5 pct. Kvartalet dækker over de 14 uger til og med 3. februar.

Overskuddet var også en smule svagere end ventet. Home Depot fik et plus på 2,09 dollar per aktie mod et ventet overskud på 2,16 dollar.

For 2019 venter Home Depot et overskud på 10,03 dollar per aktie. Det ligger i underkanten af forventningerne i markedet, der inden regnskabet var på 10,27 dollar.

Regnskabet bliver modtaget negativt af investorerne. Aktien falder næsten 6 pct. i formarkedet. Aktionærerne kan dog se frem til et aktietilbagekøbsprogram på 5 milliarder dollar i løbet af 2019.

/ritzau/FINANS

Henning Lars Nielsen

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯ 

Relaterede nyheder