Hop med på boligtrend: Flyt sammen i et tofamiliehus

Udgivet den 20-10-2017  |  kl. 06:00  |  

Strandvejsgaarden i Nørre Nebel. Foto: EDC

Drømmer du og din partner om at flytte sammen med et par af vennerne? Så har I helt sikkert talt om, hvor huset skal ligge, og det er sikkert også et krav, at der både skal være masser af plads samt flere badeværelser og to køkkener, så I kan bo sammen uden at træde hinanden over tæerne.

Ifølge Danmarks Statistik er der i år 225.097 såkaldte "andre husstande bestående af flere familier", og antallet af den type bofællesskaber er steget med over 20 procent de seneste fem år. Alternative boformer har altså udviklet sig til lidt af en boligtrend.

Sammen og hver for sig

Det kan dog være svært at gå fra drøm til virkelighed, når det handler om at flytte i tofamiliehus. Måske fordi to familiers krav og behov kan gøre det være svært at finde det helt rigtige hus sammen.

"Den moderne udgave af kollektivet er tofamiliehuset, hvor der er rum til både at være fælles og hver for sig. Det er samtidig en mulighed for altid at have vennerne i nærheden, og det kan både være hyggeligt og praktisk. For nogle er det dog afgørende, at der er flere badeværelser og to køkkener, så familierne kan være sammen på en måde, hvor grænserne er tydelige," siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.

Har du lyst til at udleve drømmen om tofamilielivet, så er der flere egnede muligheder på markedet, men skal det ligge i byen eller på landet? Skal det være et håndværkertilbud, eller skal det være indflytningsklart? Boligsiden.dk har fundet 10 muligheder med forskellig beliggenhed, prisklasse og størrelse. Fælles for dem alle er, at de har flere badeværelser og mindst to køkkener.

10 geniale tofamiliehuse:

Christianfeldvej 11, 6100 Haderslev
Lækker herskabsvilla beliggende centralt i Haderslev. Her er der køkken og bad i både stuen og på 1. sal, så de to familier kan dele dem mellem sig. Derudover er der en kælder med bad, bryggers og plads til fællesaktiviteter.
Beboet areal: 349 m2
Pris: 2.945.000 kr.

Vestervej 36, 7760 Hurup Thy
Hyggeligt hus i ét plan på stor naturgrund med udsigt over Limfjorden. Her er plads til en familie i hver ende af huset. Familierne har desuden terrasser på hver sin side af huset, så I også her kan være sammen og hver for sig.
Beboet areal: 245 m2
Pris: 850.000 kr.

Stjærvej 19, Søballe, 8660 Skanderborg
Huset ligger i landlige omgivelser, men med kun 10 kilometer til Skanderborg. Her er to helt separate boliger, der trænger til en kærlig hånd. Så er I på jagt efter et håndværkertilbud til en god pris, så er det her ét af slagsen.
Beboet areal: 146 m2
Pris: 1.095.000 kr.

Truelsdalvej 28, 4340 Tølløse
Stor villa med udsigt over Isefjorden beliggende tæt på motorvejen og godt 35 minutters kørsel fra København. Huset har været brugt dels til bolig og dels til erhverv, men kan også fungere som bolig for to familier.
Beboet areal: 297 m2
Pris: 3.995.000 kr.

Sønderskovvej 8, 2740 Skovlunde
Tæt på Sømose Å i et hyggeligt villakvarter i Skovlunde ligger denne ejendom med tre separate afdelinger, hvoraf den ene er en kælder med plads til store familearrangementer. Her er desuden rum og plads til udeliv i den tilhørende have.
Beboet areal: 199 m2
Pris: 3.995.000 kr.

Houstrup Strandvej 8, Houstrup, 6830 Nørre Nebel (billede i toppen af artiklen)
Der er masser af plads i denne arkitektoniske perle med gårdhave, udestue og værelser nok til, at begge familiers børn har god plads til dem selv. Her er kort afstand til Henne Strand, så der er mulighed for både lange gåture og friske sommerdukkerter.
Beboet areal: 332 m2
Pris: 2.998.000 kr.

Skanderborgvej 80, 8680 Ry
Murermestervilla med udsigt ud over Ry og terrasse rundt om huset. Her er køkken og bad i både kælder, stuen og på 1. salen, så der er sågar mulighed for at leje kælderen ud. Her er desuden udestue, anneks, værksted og væksthus.
Beboet areal: 246 m2
Pris: 2.998.000 kr.

Assensvej 71, Kirkeby, 5771 Stenstrup
Her er tale om et hus med en indretning, der er perfekt til to familier. Der er masser af plads, men fællesarealerne er tæt på hinanden, så man både kan komme hinanden ved og være hver for sig. Her er slot, skov og strand tæt på.
Beboet areal: 471 m2
Pris: 2.175.000 kr.

Egen Møllevej 4, 6430 Nordborg
Er I til stråtækt charme på Als, så er huset her sagen. De to afdelinger af boligen er adskilt af et fælles bryggers og entré. Og har I grønne fingre, er der gode muligheder for at komme til at bruge dem i husets parklignende have.
Beboet areal: 220 m2
Pris: 2.095.000 kr.

Ærenprisvej 24, 5000 Odense C
Vil I gerne bo centralt i en af landets store byer, så er mulighederne ikke så mange. Her kan I dog slå jer ned midt i Odense med to etager, der trænger til en kærlig hånd, plus en 77 kvadratmeter stor kælder, der ikke er godkendt til beboelse, men som har både værelser, køkken og badefaciliteter.
Beboet areal: 160 m2
Pris: 1.995.000 kr.

LÆS OGSÅ: Antallet af familiehandler er eksploderet

Udgivet af: Boligsiden

Tags:  Bolig❯ 

Seneste nyheder