Indien rykker på banen med bioenergy siger finansdirektør i Novonesis

Udgivet den 26-02-2025  |  kl. 12:58  |  
Arkiv: Foto

Energy er fortsat en vigtig del hos Novonesis - og i 2024 bidrog divisionen med en dobbeltcifret vækst.

- Energy er stadig en vækstdriver for koncernen og går frem i både USA og Latinamerika. Men også Indien har for alvor meldt sig på banen, siger Rainer Lehmann, der er finansdirektør i Novonesis, til MarketWire.

Af regnskabet for 2024, der er offentliggjort onsdag morgen, fremgår det, at det især var vækst i Latinamerika og Indien samt øget udbredelse af innovation i Nordamerika, som blev hjulpet på vej af gunstige markedsforhold som vækst i ethanolproduktionen, der stod bag fremgangen.

Salget i Latinamerika og Indien var drevet af kapacitetsudvidelse inden for ethanolproduktion, herunder opstart af andengenerations ethanolproduktion.

- Indien har virkelig sat bioenergi på dagsordenen og øger blandingsgraden løbende. Samlet ser vi et pænt potentiale fremover bygget på allerede pæne vækstrater i 2024. Og det er ikke kun inden for bioethanol, men også biomasse og biodiesel, siger finansdirektøren og fortsætter:

- Så det er virkelig på tværs af hele porteføljen inden for bioenergi, hvor vi ser vækstrater, som i sidste ende tilskrives ydeevnen og lavere omkostninger kombineret med en god indvirkning på bæredygtighed.

Ifølge det uafhængige statistikbureau U.S. Energy Information Adminstration indeholder det meste benzin, der sælges i USA, noget ethanol. Den nøjagtige mængde kan variere efter stat og årstid. Generelt overstiger ethanolindholdet i motorbenzin ikke 10 pct. af volumen. Og det er blandingsgraden, som finansdirektøren henviser til.

- I Indien, for eksempel, øges blandingsgraden løbende, siger Rainer Lehmann.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Shares❯ 

Seneste nyheder