INTERVIEW - Dir: Novo ubekymret over pille fra Eli Lilly, er selv i fase 2

Udgivet den 07-12-2000  |  kl. 17:34  |  

København--7. december--NetPosten--Den nye pille, som Novo Nordisks amerikanske konkurrent Eli Lilly i samarbejde med Takeda Pharmaceuticals America har lanceret til behandling af type-2 diabetes i Danmark, gør ikke, at patienterne slipper for at anvende Novo Nordisks traditionelle insulinsprøjte, siger Novo Nordisks adm. direktør, der derfor ikke er bekymret.

Han siger, at pillen ved navn Actos ikke er en insulinpille, der kan tages i stedet for en sprøjte, men blot er en tablet, der mindsker insulin-resistens. Man skelner mellem to typer diabetes, gammelmands-sukkersyge og stress-relateret sukkersyge, og type 2-diabetes er gammelmands-sukkersyge.

- Det eneste problem, der kan være, er, at tabletterne kan forsinke det tidspunkt, hvor folk med gammelmands-sukkersyge har brug for at tage insulinsprøjter, siger Novos adm. direktør Lars Rebien Sørensen til NetPosten.

Men han mener, at pillen bestemt er interessant, fordi der altid er nogen patienter, som ikke kan tåle nogle af de ældre typer produkter, og derfor er der et godt marked for en sådan pille. Netop derfor har Novo igangsat tiltag til at producere en pille, der minder om, samtidig med, at man vil lave en forbedret pille.

- Vi har to produkter i klinisk udvikling - det, der hedder klinisk fase II. Et, der minder om Eli Lilly's pille, og et, der forbedrer Eli Lilly's pille. Forbedringen går på, at denne pille ikke kun reducerer insulin-resistensen, men også sænker den øgede mængde fedtstof, som diabetes-patienter opmagasinerer, siger Lars Rebien Sørensen.

Samtidig med det er Novo i gang med at lave kliniske forsøg med Eli Lilly's pille Actos for at teste, om den kan kombineres med Novo's eget produkt Novo Norm. Novo Norm stimulerer kroppen til at producere en øget mængde af insulin, og hvis det er muligt at kombinere denne med Actos, der mindsker insulin-resistensen, kan det måske gå hen og blive en god sællert, vurderes det.

Lars Rebien Sørensen afslører, at også Novo samarbejder med Takeda Pharmaceuticals, der har hovedsæde i Japan, om udviklingen af de nye piller, der altså befinder sig i klinisk fase 2 på nuværende tidspunkt. Novo-chefen forventer, at fase 2 vil være afsluttet inden for et års tid.

Og det vil formentlig godt kunne betale sig for Novo at lancere en sådan pille, for efter kun otte måneder på det amerikanske marked er Eli Lilly's pille Actos blevet anvendt af over 585.000 patienter med type2-diabetes, oplyser Wendell Cheatham, der er medicinsk direktør for Takeda, som derfor nu har store forventninger til salget i Europa.

Actos blev den 16. oktober i år godkendt af EU-kommissionen til behandling af type 2-diabetes. Det betyder, at Actos snart vil kunne benyttes af patienter i samtlige EU-lande.

Lilly og Takeda samarbejder om salg og marketing af Actos i Europa. Blandt de EU-lande, som Actos vil blive markedsført i, er Spanien, Sverige, Danmark, Grækenland, Portugal og Holland.

Actos er det sidste skud på stammen i den generation af diabetes-medicin, der betegnes som thiazolidinediones (TZDs), eller i daglig tale glitazones eller insulin sensitizers. Medicinen benyttes til behandling af insulin resistens - et fænomen der optræder, når cellerne har mistet deres evne til at reagere mod insulin. Modsat tidligere typer tabletter til behandling af type 2 diabetes, som virker ved enten at øge mængden af insulin, sænke blodsukkeret eller nedsætte sukkeroptagelsen, virker Actos ved at øge cellernes følsomhed over for insulin, således at de igen kan reagerere over for insulin.

I 1998 blev antallet af patienter med type 2 diabetes vurderet til godt 143 millioner, og WHO regner med, at dette tal vil stige til 300 millioner i 2025. Type 2 diabetes ses hyppigst hos mennesker over 45 år og blandt de mest almindelige symptomer er tørst, hyppig vandladning, vægttab og træthed. Det er dog ikke alle patienter, der oplever disse symptomer.

- EU-kommissionens godkendelse af Actos er fremragende nyt for patienter med type 2 diabetes, sagde Dr. Ulf Smith, medicin-professor ved Sahlgrenska Universitetshospital i Göteborg i forbindelse med godkendelsen.

Type 2 diabetes er den mest udbredte form for diabetes. Mere end 90 pct. af alle sukkersygepatienter lider af aldersdiabetes. Sygdommen er forbundet med en række andre trusler mod helbredet, bl.a. hjertesygdomme, dårlig nyrefunktion og blindhed.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder

17:46 Europa/lukning: Unibrew bragede i vejret i fladt marked
17:42 Trifork-aktionærer vedtager mindre navneændring
17:16 Stoltenberg: Nato enes om at sende mere luftværn til Ukraine
17:06 Unibrew lægger knap 4 mia. kr. til markedsværdi efter største stigning i 15 år
17:04 Fredagens obligationer: Bekymring og rentefaldt vendt til lettelse og rentestigninger
17:03 Fredagens aktier: Unibrew i hovedrollen med største stigning i 15 år efter opjustering
16:42 Amerikansk Widex-chef kan godt se sig i VA igen - men ingen beslutning truffet
16:34 ECB-medlem: Europa kan trykke på renteknappen før USA men forskellen vil kunne mærkes
16:23 American Express tiltrækker kvalitetskunder og slår forventninger i første kvartal
15:57 Ørsted indgår endelig aftale med partner om køb af resten af amerikansk vindprojekt
15:46 USA/åbning: Netflix falder tungt i blandet amerikansk aktiestart
14:18 USA/tendens: Futures retter sig efter store fald tidligt fredag - Netflix i fokus
13:05 Procter & Gamble tjente mere end ventet men skuffer med salget
13:03 Valuta: Usikkerhed styrker schweizerfranc - og yoyo i euro-dollar
12:20 Europa/aktier: Unibrew og L'Oreal til tops i konfliktfyldt aktiemarked
11:56 Obligationer/middag: Bekymringer for situationen i Mellemøsten bag beskedent rentefald
11:44 Aktier/middag: Unibrew i vejret og positiv afsmitning på Carlsberg i negativt aktiemarked
11:37 Unibrew ser fortsat flad volumenvækst trods god start på året
10:25 Unibrew er foran planen: Produktionen i nytilkøbte bryggerier er kommet op i gear
09:45 Iransk embedsmand efter muligt angreb: Ingen planer om gengældelse