ISS: Britisk catering-rival falder efter statusmelding

Udgivet den 30-09-2020  |  kl. 13:10  |  
ISS - Support service

Det britiske cateringfirma Compass falder på børsen i London onsdag med næsten 4 pct., efter at selskabet onsdag morgen kom med en statusmelding for fjerde kvartal af selskabets forskudte regnskabsår, som slutter 30. september.

Selskabet fortæller, at den organiske omsætningsudvikling blev forbedret i fjerde kvartal, da elever i uddannelsesinstitutioner og ansatte i erhvervs- og industrisegmentet - efter nedgang i covid-19-smitten i første bølge - vendte tilbage i skole og til deres arbejdspladser.

Imidlertid udtrykker Compass også usikkerhed om udviklingen den kommende tid som følge af mulige nedlukninger for at få bugt med den nu igen stigende coronasmittespredning rundt omkring på selskabets markeder.

- Vi er tilfredse med vores fremgang i kvartalet, og med at forretningen nu kan levere et nulresultat. Vi fortsætter med proaktivt at styre vores forretning, reducere omkostningerne, genopbygger vores margins og investerer for at styrke vores konkurrencefordele.

- Men hastigheden, hvormed vores omsætning og marginer bedres, er fortsat usikker, specielt givet den mulige stigning i nedlukninger på den nordlige halvkugle gennem vintermånederne, skriver Compass Group.

For fjerde kvartal af regnskabsåret har selskabet opgjort den organiske vækst til minus 36 pct., hvilket er en forbedring fra minus 44 pct. i tredje kvartal. Den underliggende margin før nedskrivninger opgøres endvidere til 0.

- Genåbningen af enheder og den initiale stigning i volumener, kombineret med positive kontraktforhandlinger og en ubøjelig fokus på effektivisering ventes at forbedre gruppens fjerde kvartals driftsmargin til break-even, skriver selskabet.

Efter en gennemgang af kontraktporteføljen har selskabet dog fundet anledning til at nedskrive for omkring 100 mio. pund på kontraktaktiver. Efter nedskrivningerne opgøres indtjeningsmarginen derfor til minus 3 pct.

ISS-aktien ligger onsdag ved 13-tiden 0,6 pct. lavere i 83,04 kr. I år er aktien faldet 48 pct.

/ritzau/FINANS

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Shares❯ 

Relaterede nyheder