ISS/Jefferies: Sænker kursmål efter usikkerhed om indtjeningsgrad

Udgivet den 26-10-2020  |  kl. 06:55  |  
Arkiv: Foto

Finanshuset Jefferies har sænket sit kursmål for ISS til 75 kr. fra tidligere 80 kr.

Det sker, da Jefferies har sænket sit estimat for indtjeningsgraden (EBITDA) i 2021 til 3 pct. mod et analytikerkonsensus på 3,2 pct.

- Den nye administrerende direktør Jacob Aarup-Andersen blev hentet ind til at effektivisere, og vi tror ikke, at dette kan blive gjort ved at beskytte de kortsigtede marginer. Derudover ser vi yderligere eksempler andre steder, der antyder at denne type forretning ofte tager længere tid end ventet at vende rundt, skriver Jefferies i en analyse.

For servicebranchen ser finanshuset ellers en række positive tendenser - navnlig at store virksomheder vil have større fokus på hygiejne og rengøring fremadrettet. Dog mener Jefferies, at ISS i øjeblikket har så store iboende udfordringer, at disse opvejer eventuelle positive strømninger i branchen.

Derfor gentager Jefferies sin negative anbefaling "underperform".

ISS-aktien lukkede fredag med en stigning på 2,4 pct. til 90,06 kr. Siden årets start er aktien dykket med 43,7 pct. og er dermed den C25-aktie, der har klaret sig dårligst siden nytår.

/ritzau/FINANS

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Maintain❯  Research❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder