Japan: Nyt underskud på betalingsbalancen i august

Udgivet den 11-10-2022  |  kl. 06:34  |  

Den japanske betalingsbalance for august viser igen et underskud, efter at de stigende priser på importeret energi og effekten af en stærkt svækket yen klart er slået igennem.

Det fremgår af tal fra myndighederne i Tokyo tirsdag morgen.

Betalingsbalancen i sæsonkorrigerede tal viser et underskud på 531 mia. yen i august.

Økonomerne havde ifølge estimater fra Bloomberg News ventet et underskud på 550 mia. yen efter et underskud på 629 mia. yen i juli.

I ikke-sæsonkorrigerede tal viser betalingsbalancen et overskud på 58,9 mia. yen i august, hvor der var ventet et underskud på 56,7 mia. yen mod et overskud på 229,0 mia. yen måneden før.

Samlet efterlader det et handelsunderskud i august på 2490 mia. yen sammenlignet med et underskud på 1212 mia. yen i juli.

Økonomerne havde ventet et underskud på 2428 mia. yen i august.

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer

Tags:  macro❯  Japan❯