Japans økonomi bakker efter otte kvartaler med vækst

Udgivet den 08-06-2018  |  kl. 06:34  |  

Den japanske økonomis vokseværk er endegyldigt slut efter otte kvartaler i træk med økonomisk ekspansion. Det fremgår af data fra de japanske myndigheder i Tokyo onsdag morgen.

Den endelige opgørelse over første tre måneder af 2018 bekræfter den skuffende udvikling i den præliminære opgørelse, idet væksten i bruttonationalproduktet opgjort i sæsonkorrigerede tal faldt 0,2 pct. på kvartalsbasis, mens der på årsbasis var tale om et fald på hele 0,6 pct.

Det var også resultatet i den præliminære opgørelse, mens analytikerne havde estimeret et fald i forhold til kvartalet før på 0,2 pct. og et fald på 0,4 pct. i forhold til samme kvartal sidste år.

Dykkes der ned i tallene, viser privatforbruget et fald på 0,1 pct. mod en flad udvikling i første opgørelse, der ligeledes var analytikers forventning.

Virksomhedernes investeringer er eneste positive punkt med en stigning på 0,3 pct. mod et fald på 0,1 pct. i den præliminære opgørelse og en ventet stigning i investeringsvæksten på 0,2 pct.

Inflationen ser stadig ud til at være vristet ud den hidtidige nulvækst. BNP-deflatoren, der er et udtryk for inflationen, steg som ventet fortsat 0,5 pct.

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer

Tags:  macro❯  Japan❯ 

Relaterede nyheder