Jubii indklager TV2 for Konkurrencestyrelsen

Udgivet den 23-03-2000  |  kl. 09:19  |  

København--23. marts--NetPosten--TV 2 blev i går indklaget for Konkurrencestyrelsen af internetfirmaet Jubii. Firmaet mener, at TV 2 bruger licenspenge til at lave kommercielle internetsider i unfair konkurrence med bl.a. Jubii. Det skriver Politiken torsdag.

- Det er forkasteligt, at licensfinansierede midler kan bruges til at konkurrere små nystartere ud af markedet. Dermed sakker danske internetfirmaer endnu mere bagud i forhold til udlandet, siger marketingdirektør fra Jubii, Martin Thorborg, der ikke mener, at public service-begrebet dækker, at TV 2 skal udvikle boligmarkeder og spilforum på Internettet.

Hos TV 2 Interaktiv forstår afdelingschef Christian Peytz Jubiis frygt, men understreger, at TV 2 opererer inden for lovens rammer

- TV 2 er en medievirksomhed, og selvfølgelig skal vi også beskæftige os med Internettet, siger Christian Peytz. Han oplyser, at TV 2 i 1999 investerede omkring 10 mio. kr. i internetaktiviteter. I regeringens udspil til et nyt medieforlig er der afsat 200 mio. kr. til at styrke DRs og TV 2s internetaktiviteter.

I Konkurrencestyrelsen oplyser vicedirektør Niels Erik Monrad, at man vil tage sagen op.

Udgivet af: NPinvestordk