Købe eller vente? Sådan forholder andre boligkøbere sig til coronakrisen

Udgivet den 19-03-2020  |  kl. 06:00  |  

Danskerne er delte i forhold til spørgsmålet om, hvorvidt den aktuelle sundhedskrise påvirker deres planer om boligkøb. Foto: Boligsiden

Verden er i markant forandring i disse dage. Også i Danmark, hvor al normal aktivitet på ganske få dage er sendt på vågeblus.

Det er ikke mere end en uge siden, at vi her på Boligsiden kunne fortælle om livlig aktivitet på boligmarkedet og kvadratmeterpriser på himmelflugt. Men spørgsmålet er, om den tendens kan fortsætte i den aktuelle krise, som landet og dermed også boligmarkedet befinder sig i?

Det afhænger af både boligkøbere og boligsælgere. For trods krise kan der stadig handles boliger i Danmark.

Mange ejendomsmæglere er i gang med at digitalisere deres forretninger og tager således redskaber som facetime, skype og lignende i brug, så de fortsat kan gennemføre fremvisninger og besigtigelser af boliger, imens de samtidig lever op til de gældende krav og anbefalinger fra sundhedsmyndighederne.

Optimisme i en svær tid

Boligsiden har spurgt vores brugere, hvordan corona-krisen påvirker deres planer om boligkøb. Og svarene er delte.

32 procent af de lidt over 1.200 adspurgte brugere, svarende til 389 personer, svarer, at den aktuelle situation ikke påvirker deres boligkøb.

"At købe ny bolig er en stor beslutning, som i langt de fleste tilfælde er udløst af et aktuelt behov. Eksempelvis når familien bliver større eller mindre. På den måde er der ikke tale om impulskøb. De konkrete behov vil fortsat være gældende både under og efter en krise som denne, og de skal opfyldes af en bolig, som familien kan bo i på lang sigt, hvorfor det også giver mening, at næsten en tredjedel af de adspurgte ikke ændrer i deres planer," siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden og tilføjer:

"Når det er sagt, er det en ekstraordinær og alvorlig situation, vi befinder os i, og det er naturligt, at mange boligkøbere stopper op og tænker sig om. Tingene udvikler sig drastisk fra dag til dag, og meget kan nå at have ændret sig, siden brugerne har afgivet deres svar."

Fremtiden er uvis

Af Boligsidens afstemning fremgår det også, at 26 procent af de adspurgte brugere, svarende til 317 personer, svarer, at de nu venter med deres boligkøb og ser tiden an, da de tror, at boligpriserne vil falde.

10 procent af brugerne svarer, at de for nuværende har sat deres boligsøgning på stand-by. Syv procent følger fortsat med i de aktuelle salgsannoncer på nettet, men har droppet åbent hus-arrangementer og øvrige fremvisninger.

Endelig er der otte procent, som svarer, at de er bekymrede for den aktuelle situation, og at de derfor ikke kan koncentrere sig om boligplaner på nuværende tidspunkt.

"Vi går en usikker tid i møde, og det afspejler sig også i svarene. Der er ingen, der på nuværende tidspunkt ved, hvilken effekt den aktuelle sundhedskrise vil have på boligmarkedet. Situationen kan få konsekvenser for den enkelte danskers privatøkonomi, og i de tilfælde står et boligkøb ikke øverst på prioriteringslisten," siger Birgit Daetz og tilføjer:

"Omvendt ser vi også, at der kommer økonomisk hjælp fra både centralt hold såvel som fra eksempelvis realkreditinstitutterne. Så selvom der kan komme en tilbageholdenhed blandt boligkøberne, er spørgsmålet, om handelsaktiviteten på boligmarkedet vil falde for at stige igen på den anden side af krisen? Eller måske vil vi se et generelt lavere aktivitetsniveau derefter. Det er endnu for tidligt at spå om."

17 procent af brugerne har svaret, at de ikke har aktuelle planer om et boligkøb.

Sådan gjorde vi.

Afstemningen er foretaget blandt Boligsidens brugere i perioden mellem 12. marts til 17. marts 2020. I alt er der 1.215 brugere af Boligsiden, som har svare på spørgsmålet:

Udgivet af: Boligsiden

Tags:  Bolig❯ 

Seneste nyheder