Kamp om aktieoptioner
Det er kun direktøren, som skal have krav på at tage aktieoptioner med, hvis de skifter virksomhed, mener beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen. Med et nyt lovforslag vil han fjerne alle andres ret til at beholde aktieoptionerne, hvis man vel at mærke selv siger op, skriver HK.
Dermed imødekommer ministeren arbejdsgiverorganisationernes utilfredshed med den dom, som blev afsagt for et par uger siden i Sø- og Handelsretten, hvor det blev fastslået, at aktieoptioner er en del af lønnen, og derfor skal beholdes eller kompenseres for når en lønmodtager forlader en arbejdsplads - frivilligt eller ej.
Dommen faldt i en sag rejst af HK, og her finder man det stærkt kritisabelt at lovforslaget vil gøre det muligt for arbejdsgiverne at tage en løn tilbage som én gang er blevet udbetalt for udført arbejde.
- Det er dybt krænkende, at regeringen kun en uge efter, at vi har fået en klokkeklar afgørelse fremsætter et forslag, som lægger sig helt op arbejdsgivernes ønsker, siger sektorformand i HK, Karin Retvig.
Både Akademikernes Centralorganisation (AC) og Ledernes Hovedorganisation har rejst en lignende kritik af forslaget, og forudser som HK at en lovændring vil hæmme mobiliteten på arbejdsmarkedet.
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1185
- næste ›