KINA: Kinesisk centralbank lover at øge støtte til økonomien

Udgivet den 26-04-2022  |  kl. 06:34  |  

Den kinesiske centralbank, People's Bank of China (PBoC), lover tirsdag at øge støtten til økonomien, i et forsøg på at berolige investorerne, efter at de finansielle markeder har fået en mavepuster fra forværrede vækstudsigter og trusler om nye udbredte covid-nedlukninger.

People's Bank of China "vil optrappe den fornuftige pengepolitiske støtte til realøkonomien, især for industrier og mindre virksomheder, der er hårdt ramt af pandemien", fremgår det af en udtalelse fra banken tirsdag.

Banken vil "fremme en sund og stabil udvikling på de finansielle markeder og opretholde et godt monetært og finansielt miljø".

Samtidig gentager PBoC at likviditeten vil blive holdt "rimelig rigelig".

Erklæringen følger en beslutning mandag om at reducere reservekravene til udenlandsk valuta i et forsøg på at begrænse svækkelsen af den kinesiske valuta, yuan.

Centralbanken vurderer tirsdag, at den seneste markeds-volatilitet har været drevet af ændringer i investorernes forventninger og stemning og tilføjer, at Kinas økonomi fortsat er grundlæggende god.

- Jeg forventer, at lempelserne bliver målrettede med fokus på at hjælpe mindre virksomheder og sektorer hårdest ramt af covid-forstyrrelser. Mere kraftfulde og bredt funderede lempelse kan blive rullet ud efter covid-udbruddene er bragt under kontrol, siger økonom Liu Peiqian fra NatWest Group i Singapore.

PBOC vil yderligere føje kvoter til det eksisterende genudlånsprogram til kommercielle banker for udlån til målrettede sektorer.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  macro❯  Kina❯