Kina vil øge væksten med mere stimulus og rentenedsættelser
Kina har signaleret yderligere stimuleringsforanstaltninger, herunder at hæve sit budgetunderskud i 2025, på et afgørende møde, der fastlægger politiske prioriteter for det kommende år.
Topembedsmænd ledet af præsident Xi Jinping lover også at levere rentenedsættelser og sænke reservekravet til banker, på et todages møde der holdes i forbindelse med den centrale økonomiske arbejdskonference i Beijing, skriver Bloomberg News med henvisning til China Central Television.
Kina "bliver nødt til at opretholde økonomisk vækst og sikre overordnet stabilitet i beskæftigelsen og priserne" næste år, rapporterer det statslige tv-selskab efter mødet ifølge Bloomberg News.
Kina vil også øge udstedelsen af ultralange statsobligationer og lokale statspapirer næste år, som er vigtige kilder til infrastrukturinvesteringer og andre offentlige udgifter.
Mødet gav ikke detaljer om, hvornår de monetære lempelser vil komme.
Skuffelsen over meldingerne er til at tage at føle på hos investorerne på børsen i Hong Kong, hvor futuren for Hang Seng-indekset ligger med et fald på 0,9 pct. i 20.283 indekspoint.
Stimulusmeldinger fra Kina har typisk også effekt på råvarepriserne, da landet er den største forbruger af de fleste råvarer.
Reaktionen i kobbermarkedet er også nedadrettet, da prisen for et ton er reduceret til 9172 dollar fra knap 9200 dollar per ton umiddelbart før udmeldingerne.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1187
- næste ›