Kina vil bede USA fjerne shipping-sanktioner ved møde - citat

Udgivet den 10-10-2019  |  kl. 13:53  |  

Kina vil bede USA om at løfte de sanktioner, som landet har indført mod Kinas største shippingselskab, når de to stridende parter torsdag tager hul på et todages mødes i Washington.

Det skriver Bloomberg News på baggrund af kilder med kendskab til sagen, som har bedt om ikke at blive identificeret.

Officielle handelsrepræsentanter fra Kina har planer om at rejse spørgsmålet om sanktioner på Dalian-enhederne i China Cosco Shipping, som USA anklager for at have forbrudt sig mod restriktionerne om at fragte iransk olie.

Kina og USA tager torsdag hul på endnu en runde af handelsforhandlinger, når handelsrepræsentanter for de to nationer sætter sig ved forhandlingsbordet i Washington.

Onsdag var de amerikanske aktiemarkeder stærkt positive på håb om, at Kina og USA i denne uge kunne nå til enighed om en delvis handelsaftale.

Torsdag morgen fik piben dog en anden lyd. Det skyldtes forlydender om, at den kinesiske delegation og vicepremierminister Liu He har planlagt at forlade Washington efter blot én dags møder på ministerplan i stedet for som oprindeligt planlagt fredag.

Futures for de tre ledende indeks indikerer forud for markedernes åbning fald omkring 0,3 pct.

/ritzau/FINANS

Nicoline Lärka Sørensen

Tags:  Kina❯  USA❯ 

Relaterede nyheder