Kinas økonomi voksede lidt mere end ventet i første kvartal

Udgivet den 18-04-2017  |  kl. 06:34  |  

Kina havde i første kvartal i år en økonomisk vækst på 6,9 procent i forhold til samme periode året før.

Det viser tal mandag offentliggjort af landets statistiske bureau ifølge flere medier.

Fremgangen i bruttonationalproduktet (bnp) er en smule bedre end forudset.

Nyhedsbureauet Reuters havde bedt en række økonomer komme med deres skøn for væksten. I snit lød forventningen på 6,8 procent.

Samme resultat var Bloomberg News kommet frem til i en lignende rundspørge.

Regeringen i Beijing har som sædvanlig fastsat et mål for årets vækst.

I 2016 oplevede Kina sin svageste vækst i 26 år, da bnp "kun" voksede med 6,7 procent.

For 2017 er ambitionen på omkring 6,5.

Udviklingen i de tre første måneder overgår dermed markant målsætningen. Desuden er de 6,9 procent den kraftigste vækst siden tredje kvartal 2015 ifølge Reuters.

Det er især store statslige investeringer i infrastrukturen samt stor aktivitet på boligmarkedet, der fyrer op under væksten.

- For første gang i de senere år indleder Kina året med en stærk udvikling i bnp, konstaterer Raymond Yeung, Kina-økonom for Australia & New Zealand Banking Group i Hongkong, til Bloomberg News.

- Takket være stærke investeringer og ejendomsmarkedet klarer økonomien sig godt, forklarer han.

I første kvartal blev der investeret over ni procent flere penge i at bygge nye boliger og ejendomme, end der gjorde året før.

Flere analytikere forventer ifølge Reuters, at væksttempoet vil aftage hen over året.

Bloomberg fremhæver, at ejendomsudviklere kan løbe ind i udfordringer senere i år, fordi omkring et dusin af Kinas meget store byer har indført strammere restriktioner for køb af byggegrunde og ejendomme.

Hensigten er at begrænse risikoen for en overophedning og holde boligspekulanter i skak.

/ritzau/

Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk

Strategier du kan handle

Navn
 
+/-(%)
 
Tid

 
9,67%
 
17:00:01

 
5,26%
 
21:06:01

 
4,71%
 
17:30:01

 
3,76%
 
17:30:01

 
2,37%
 
17:00:01

Copytrading - kopier handler fra ovenstående strategier så de eksekveres live på din egen konto.
Læs mere her.

 

Seneste nyheder