Kinas Xi: Forhandlerne har udvist "goodwill"

Udgivet den 11-10-2019  |  kl. 23:52  |  

Kinas præsident Xi Jinping har i et brev til USA's præsident Donald Trump, som Det Hvide Hus fredag har frigivet, rost begge parters handelsforhandlere for at have udvist "goodwill".

Det skriver Dow Jones Newswires og Bloomberg News.

Xi understreger samtidig i sit brev, at han hæfter "stor betydning" ved Donald Trumps bekymring omkring landbrugsprodukter, og at kinesiske selskaber allerede har øget købet af produkter fra USA.

- Jeg håber, at de to sider vil agere efter principperne og den retning, du og jeg er blevet enige om, og arbejde for at forbedre relationerne mellem Kina og USA baseret på koordinering, samarbejde og stabilitet, hedder det i brevet.

USA og Kina blev fredag enige om en delvis handelsaftale.

- Vi er nået frem til en meget substantiel fase et-aftale, sagde Donald Trump på et pressemøde i det Hvide Hus, ifølge The Wall Street Journal.

Den delvise aftale kan blive underskrevet allerede i november af Trump selv og af Kinas præsident, Xi Jinping, på et topmøde i Chile. Det ventes at tage tre til fem uger at udarbejde aftalens fulde ordlyd.

Delaftalen betyder, at planlagte toldforhøjelser på kinesiske varer i næste uge ikke træder i kraft. Her var planen, at tolden på varer for 250 mia. dollar skulle løftes til 30 pct. fra 25 pct.

Til gengæld vil Kina øge sine indkøb af amerikanske landbrugsvarer betydeligt, for mellem 40 og 50 mia. dollar, ligesom Kina vil give indrømmelser på området for intellektuel ophavsret, inden for finansielle tjenester og på valutaområdet.

De planlagte nye tariffer på varer fra Kina for 300 mia. dollar til midten af december er derimod endnu ikke aflyste. Ifølge Robert Lighthizer, USA's handelsrepræsentant, har præsident Trump endnu ikke truffet en beslutning på dette område, skriver The Wall Street Journal.

Eksisterende told ophæves heller ikke.

Delaftalen fredag er det første gennembrud i den 18 måneder lange handelskrig mellem verdens to største økonomier, og præsident Trump understregede, at den er et led i en bredere handelsaftale.

Aftalen omfatter dog ikke udfordringerne omkrig Huawei, den kinesiske tele- og teknologikæmpe, som USA har sat på sin sorte liste. Det spørgsmål er en separat proces, blev det oplyst fredag.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  macro❯  Kina❯  USA❯ 

Seneste nyheder

17:56 Europa/lukning: Svenske banker trak ned - dyk i amerikanske olielagre sendte indeks i fald
17:04 Onsdagens aktier: DSV trak markedet i rødt med Novo - GN i plus for fjerde dag
17:00 Onsdagens obligationer: Renten endte i højeste niveau i år - steg på øget risikovillighed
16:39 USA: Olielagre tager markant og overraskende dyk
16:08 Lego-rival stiger massivt oven på regnskab
15:42 USA/åbning: Tesla tager teten i grøn åbning med masser af regnskabsnyt
15:12 Cbrain fastholder forventningerne - første kvartal er på linje med planerne
14:40 Boeing har luft under vingerne efter mindre end ventet negativ pengestrøm
13:51 USA/tendens: Tesla speeder op før åbning i ventet grøn onsdag
13:08 Valuta: Yen nær interventionsniveau
12:26 Europa/aktier: Svenske banker sender sektor ned - chipaktier i optur i positivt marked
11:44 Obligationer/middag: Renten stiger ekstra efter tyske tal
11:35 Aktier/middag: DSV og bankerne får høvl - Novo er med til at trække i rødt
10:37 Topchef: DSV har taget markedsandele på tværs af forretningen
10:18 Tyskland: IFO-indekset slog forventningerne klart i april
10:03 DSV-aktien falder tungt: Skuffelse over aktietilbagekøb og indtjening vurderer analytiker
10:02 Tyskland: IFO-indekset slog forventningerne klart i april
10:01 Topchef i Ringkjøbing Landbobank: Pres på enkelte kundegrupper trods stærk kreditkvalitet
09:39 Danske bankaktier dykker efter skuffende regnskaber fra Handelsbanken og SEB
09:22 Ringkjøbing Landbobank-topchef: Kurs mod toppen af prognosen efter stærkt kvartal