KORR: Short-investorer strammer grebet om Pandora

Udgivet den 10-12-2019  |  kl. 09:02  |  
Pandora

(Korr: Retter tidligere artikel, hvor der var brugt september-tal i stedet for november-tal)

Der blev skruet op for satsningen på kommende kursfald i Pandora i november.

Det viser den månedlige opgørelse fra Finanstilsynet, der har optalt alle de korte positioner på over 0,2 pct. af aktiekapitalen, som efter reglerne skal indberettes til tilsynet.

Når en investor går kort i en aktie, spekulerer investoren i et fremtidigt kursfald. Det sker, ved at der lånes en portion aktier i selskabet, som sælges på markedet, i håb om at de kan købes billigere tilbage på et senere tidspunkt som følge af kursfald.

Og opgørelsen for november viser, at Pandora igen var etter på listen over de største short-positioner, ligesom det i øvrigt var tilfældet i oktober og september.

Men opgørelsen viser også, at investorerne har lagt ekstra oven i deres væddemål.

Således var der ultimo november shortet 13,2 pct. af den samlede aktiekapital i Pandora mod 10,6 pct. i oktober. For toeren på listen - Ambu - er satsningen derimod reduceret til 8,6 pct. fra 9,7 pct. i oktober og 11,1 pct. i september.

Der er også blevet skruet ned for short-positionerne i ISS til 4,8 pct. af aktiekapitalen fra 6,1 pct., og for positionerne i Bavarian Nordic til 5,4 pct. fra 5,7 pct.

I alt var 33 danske aktier genstand for korte positioner i november - uændret fra oktober.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov

Tags:  Shares❯ 

Relaterede nyheder