Korr: USA/lukning: Ny mavepuster til bankerne sendte børserne i rødt

Udgivet den 20-03-2023  |  kl. 06:49  |  

(Korr: afsnit 6-8 rettet)

Der blev fredag sat et sløjt punktum for en begivenhedsrig uge på det amerikanske aktiemarked. Tre bankkollaps over den seneste halvanden uge holdt investorerne på tæerne, og nyhederne fra sektoren fortsatte fredag med at hvirvle yderligere op i markedet.

Især den amerikanske regionalbank First Republic Bank kom i fokus.

Banken annoncerede, at den sløjfer udbyttet, og det fik investorerne til igen at trække sig og sende aktien baglæns med 33 pct. Det skete vel at mærke allerede dagen efter, at en række storbanker havde kastet en livline i form af 30 mia. dollar i bankindskud.

Status på indeksniveau var ved lukketid et minus på 1,1 pct. til S&P 500-indekset. Over ugen steg indekset dog med 1,4 pct.

Dow Jones-indekset faldt 1,2 pct., og Nasdaq-indekset tabte 0,7 pct.

Mandag morgen var der tegn på lidt mere ro i den tidlige handel, efter at schweiziske UBS har accepteret at overtage den kriseramte kollega Credit Suisse i et "shotgun wedding" formidlet af den schweiziske nationalbank søndag.

Samtidig har de store centralbanker med Federal Reserve og Den Europæiske Centralbank (ECB) i spidsen lanceret tiltag til at forbedre global adgang til dollarlikviditet, efter at uroen på de finansielle markeder har ramt banksektoren.

Futures for de tre store amerikanske aktieindeks indikerer mandag morgen tæt på dødvande med sving mellem plus 0,1 pct. og minus 0,1 pct., når markedet i New York åbner senere på dagen.

BANKINDEKS DRATTEDE OVER 4 PCT.

Blandt de øvrige banker tabte Pacwest Bancorp over 20 pct., og Western Alliance dykkede godt 15 pct.

De store banker som JPMorgan, Citigroup og Wells Fargo var også i modvind, men nøjedes med dyk på 2,9-3,9 pct.

- Bankindskud trækkes i stor stil ud af regionale banker som First Republic og sættes ind i store banker, som så træder hjælpende til, ved at sætte pengene tilbage. Men det løser ikke problemet, vurderer Thomas Hayes, der er bestyrelsesformand for børshuset Great Hill Capital, over for Reuters.

Han peger på, at pengene bare går i ring, og at problemet derfor genopstår.

- Indtil du stopper indskuddene i at flygte ud af regionalbankerne og ind i de systemisk vigtige banker, der er for store til at gå ned, så betyder det ikke noget, hvor mange penge, der lægges i spanden, mener Thomas Hayes.

I Europa fik Credit Suisse sent onsdag lovning på at kunne låne op til 50 mia. schweizerfranc af den schweiziske centralbank. Credit Suisse, der også er noteret i USA, faldt dog 6,9 pct. fredag.

Reuters skrev med henvisning til anonyme kilder, at en række større banker har indført forskellige restriktioner i forhold til Credit Suisse. Det skete alt sammen før aftalen om, at banken skulle overtages af UBS.

S&P's bankindeks tabte fredag 4,6 pct. og faldt samlet over 11 pct. i løbet af ugen og godt 21 pct. over to uger. Ifølge Financial Times har bankerne på verdensplan nu tabt 459 mia. dollar - eller 3200 mia. kr. - i markedsværdi i marts.

FEDEX TIL VEJRS EFTER OPJUSTERING

Blandt fredagens positive islæt var logistik- og pakkekæmpen Fedex, der steg oven på et stærkt regnskab for tredje kvartal med tilhørende opjustering torsdag aften.

Fedex-aktien gik i vejret med 8 pct. og udbyggede fremgangen oven på en stigning torsdag på 4,5 pct.

Fedex venter nu i det forskudte regnskabsår 2022/23 et justeret resultat per aktie på 14,60-15,20 dollar mod tidligere ventet 13-14 dollar. Det er samtidig markant højere end konsensus blandt analytikerne på 13,57 dollar per aktie ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.

I tredje kvartal leverede Fedex en justeret indtjening per aktie på 3,41 dollar, hvilket også klart oversteg analytikerkonsensus på 2,71 dollar.

US STEEL LØFTET TABTE TRODS PÆN PROGNOSE

US Steel faldt 0,5 pct. trods ros fra et par analysehuse, efter at selskabet havde givet forventninger til første kvartal, der ifølge Bloomberg News var markant bedre end ventet.

Selskabet venter et justeret driftsresultat (EBITDA) på 375 mio. dollar mod tidligere knap 305 mio. dollar. Det ordinære overskud per aktie ventes at ende på 58-63 cent mod ventet 18 cent.

Warner Bros Discovery steg med 1,3 pct.

Analytikere hos Wells Fargo og Wolfe Research løftede anbefalingen. Wells Fargo fremhæver samtidig, at aktien er undervurderet sammenlignet med tilsvarende selskaber.

.\\˙ MarketWire

Claus Mikkelsen

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯  indblik❯ 

Seneste nyheder

18:02 Europa/aktier: Luksusvareaktier presset af kinesiske nøgletal
17:41 Nilfisk bestyrelsesformand køber aktier for 660.000 kr.
17:09 Onsdagens obligationer: Lavere end ventet inflation sendte renten ned
17:04 Onsdagens aktier: Nøgletal satte en kæp i hjulet for optimismen
16:11 Nationalbanken holder auktion over statsobligationer i næste uge
16:05 Ledige stillinger indikerer fortsat brandvarmt amerikansk jobmarked
15:47 Amerikansk Chicago-erhvervstillid dykker mere end ventet
15:42 USA/åbning: Aktiemarkederne komme haltende fra start efter kinesiske nøgletal
14:59 Direktør om nedjustering i Green Hydrogen Systems: "Det er et resultat af aktive valg"
14:48 USA/tendens: Udsigt til rød start oven på svage tal fra Kina
14:25 Genmabs topchef sælger aktier for 58 mio. kr. - aktien dykker
14:15 Tyske inflationstal bekræfter "utroligt postive inflationsnyheder"
14:09 Scandinavian Tobacco Group gennemfører køb af svensk producent af nikotinposer
14:02 Tysk inflation aftog mere end ventet i maj
13:58 Europa/aktier: Svage kinesiske nøgletal rammer olie- og luksusvareselskaber
13:48 Wall Street holder vejret inden afstemning om gældsloft: Flere snubletråde skal forceres
13:33 Valuta: Dollar styrkes efter større end ventet inflationsfald i Europa
12:50 Chevron i høj kurs hos børshusene: Slipper af med sin sidste negative anbefaling
12:02 Danske Banks omkostninger vil blive mindre - dog langt fra markedsledende spår Jyske Bank
11:44 Obligationer/middag: Rentefald efter større end ventede fald i inflationen