KORR: WDH og GN: Bose får godkendt høreapparat i USA

Udgivet den 08-10-2018  |  kl. 10:17  |  
Arkiv: Foto

(Retter kilde i andet afsnit, præciserer fjerde afsnit, red.)

William Demant og GN Group kan muligvis se frem til skærpet konkurrence i USA, hvor Bose har fået markedsføringstilladelse til et nyt høreapparat af de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA.

Der er tale om et høreapparat beregnet til voksne med mildt til moderat høretab. Høreapparatet er det første FDA-godkendte apparat, som giver mulighed for, at brugeren selv tilpasser og programmerer apparatet uden hjælp fra uddannet personale, skriver FDA i en meddelelse.

Mens høreapparatet kan indstilles af brugeren selv og er egnet til salg i håndkøb, skal salget af apparaterne dog leve op til de enkelte staters retningslinjer på området, der kan kræve, at apparaterne skal sælges via de normale salgskanaler.

FDA er ved at udarbejde nye retningslinjer for salg af høreapparater i håndkøb.

Mandag morgen falder aktierne i både William Demant og GN Group med henholdsvis 5,1 pct. til 223 kr. og 4,9 pct. til 282,70 kr.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯ 

Relaterede nyheder