Krakket pengeinstitut er sigtet for hvidvask

Udgivet den 20-09-2019  |  kl. 20:01  |  

Det krakkede pengeinstitut Københavns Andelskasse er blevet sigtet for hvidvask.

Det skriver DR Nyheder og TV2.

- Jeg kan bekræfte, at Københavns Andelskasse under kontrol af Finansiel Stabilitet i denne måned er blevet sigtet for overtrædelse af hvidvaskloven, siger politiinspektør hos bagmandspolitiet Thomas Anderskov Riis i et skriftlige svar til DR Nyheder.

Han afviser at kommentere sagen yderligere af hensyn til den igangværende efterforskning.

Allerede i 2015 konstaterede Finanstilsynet, at der var problemer med værnet mod hvidvask i Københavns Andelskasse, som formodes at være blevet brugt af udenlandske kunder til hvidvask.

Siden er det kommet frem, at der på et år mellem 2017 og 2018 strøg fire milliarder mistænkelige kroner gennem banken. Det var særligt fra udenlandske kunder.

I august 2018 blev banken anmeldt for brud på hvidvaskloven, og to ledende medarbejdere blev bortvist.

I maj 2019 anmeldte Finansiel Stabilitet flere medlemmer af bankens tidligere ledelse. Anmeldelsen omhandlede forskellige brud på lovgivning. Det omhandlede blandt andet lån til ejere i strid med andelskassens interesse.

/ritzau/

Redaktion