Lang afstand til jobbet skræmmer ikke boligkøberne

Udgivet den 23-03-2019  |  kl. 06:00  |  
Villavej. Foto: Boligsiden.dk

Foto: Boligsiden.dk

Noget tyder på, at lidt transporttid til jobbet ikke er af vejen, når vi vælger, hvor vi skal bo. I hvert fald viser en ny afstemning blandt brugerne på Boligsiden.dk en stor fleksibilitet i afstanden fra hjemmet til arbejdspladsen.

Hele 54 procent af de mere end 1.000 personer, der har stemt, svarer, at de er villige til at køre 50 kilometer eller mere, når de drøner mod jobbet om morgenen. Dykker man yderligere ned i svarfordelingen, kan man se, at 19 procent endda accepterer en afstand mellem hjem og arbejdsplads på 100 kilometer.

"Resultaterne af afstemningen viser, at mange er fleksible i forhold til transporttid i det daglige. Det kan skyldes, at boligpriserne på både eje- og lejemarkedet er højere i og omkring de større byer, hvor andelen af arbejdspladser er størst. Så drømmer du om et stort hus til dig og din familie, kan det blive nødvendigt med en længere køretur om morgenen. Og er man to voksne i husstanden, bliver det endnu sværere at finde to jobs i nærområdet, hvis man bor lidt yderligt," siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk, og tilføjer:

"Derudover er der også en gruppe, der prioriterer at bo i byen og pendle ud ad. Det kan gælde folk i industrien og større virksomheder, der eksempelvis ligger i omegnskommunerne til hovedstaden."

Cykelafstand til jobbet

27 procent er villige til at tilbagelægge op mod 20 kilometer, når de skal på job, mens omkring hver femte mener, at 10 kilometer er smertegrænsen.

"Bor du i byen, er cykelafstand til jobbet et afgørende parameter for mange, fordi det sikrer en stor fleksibilitet i hverdagen, især hvis man arbejder i byen, hvor det er svært at finde parkering til bilen. Bor du i københavnsområdet, hvor terrænet er fladt, kan 10 kilometer tilbagelægges på en god halv time, og det er attraktivt. I det bakkede Aarhus eller det vindblæste Vestjylland kræver det dog en del mere pedalkraft, men det er alt andet lige rart ikke at skulle være afhængig af busforbindelser," siger Birgit Daetz.

Afstemningens resultater:
Afstemningen er foretaget blandt brugerne på Boligsiden.dk i perioden fra 6. februar til 14. februar. I alt er der afgivet 1.097 svar til spørgsmålet:

Hvor langt er du villig til at køre til arbejde fra din bolig?

Udgivet af: Boligsiden

Tags:  Bolig❯ 

Seneste nyheder