Lave inflationstal fra Frankrig og Spanien øger væddemål på rentenedsættelse i oktober

Udgivet den 27-09-2024  |  kl. 11:15  |  

Lavere end ventede inflationstal fra både Frankrig og Spanien har fredag fået investorerne til at løfte troen på endnu en rentenedsættelse fra Den Europæiske Centralbank (ECB) til oktober.

Troen på en rentenedsættelse på yderligere 25 basispoint fra ECB ved rentemødet den 17. oktober er nu skruet op til 80 pct., hvis man skæver til handlen med futures.

Der var da også gode nyheder at hente fra både Frankrig og Spanien, der fredag har offentliggjort officielle inflationsdata for september i en foreløbig udgave.

I Frankrig blev inflationen således opgjort til bare 1,2 pct. i september mod en forventning om 1,6 pct. blandt økonomerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News. Måneden før var niveauet 1,8 pct.

I Spanien var inflationen samtidig 1,5 pct. i september mod 2,3 pct. i august, viste fredagens foreløbige opgørelse. Her var konsensus blandt økonomerne 1,9 pct.

I EU-harmoniserede tal, der ikke tager højde for udviklingen på boligmarkedet, var den franske inflation i september 1,5 pct. mod ventet 1,9 pct., mens den spanske inflation var 1,7 pct. mod ventet 1,9 pct.

Selv om ECB har advaret om, at prispresset formentlig vil tiltage igen mod slutningen af året, før inflationen for alvor vil stabilisere sig omkring målsætningen på 2 pct. næste år, er fredagens aflæsninger gode nyheder, hvis man gerne ser renterne falde yderligere.

SVAGHEDSTEGN FRA ØKONOMIEN SKUBBER TIL FORVENTNINGERNE

Fortsatte svaghedstegn fra økonomien i Europas største økonomi, den tyske, har samtidig været medvirkende til den forstærkede tro på flere rentenedsættelser forude.

Fredag viste et nøgletal en lidt større stigning i ledigheden i september end ventet blandt økonomerne, hvilket også kan få ECB til at reagere med lempelser for at undgå, at økonomien kører af sporet.

Netop svaghedstegn fra økonomien og forventningen om atter tiltagende inflation i sidste kvartal af 2024 har også fået flere økonomer til at tro på en stejlere stramning af pengepolitikken fra ECB.

Deutsche Bank venter eksempelvis nu, at ECB vil nå en terminalrente på 2,0-2,5 pct. allerede i midten af 2025 mod tidligere i slutningen af 2025.

I dag er ECB's indskudsrente på 3,5 pct. efter to rentenedsættelser i juni og september.

Med andre ord venter Deutsche Bank, at ECB skal skære 1,0-1,5 pct. af renten i løbet af de kommende ni måneder.

.\\˙ MarketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  macro❯  Europa❯  Eurozonen❯  Frankrig❯  Spanien❯ 

Seneste nyheder

15:41 USA/åbning: S&P 500 tilbage på rekordsporet efter afdæmpede prisstigninger
15:35 Svigt hos skattevæsenet får rolle i straffesag om udbytteskat
15:26 USA/BI: Nye inflationstal retfærdiggør Federal Reserves store rentenedsættelse
14:27 Lundbeck vil forstå kronisk nervesygdom bedre med nyt studie
14:25 USA/tendens: Beskedne fald i sigte efter ugens tredje rekord
13:27 Skako-kontrakt endelig bekræftet af marokanske OCP
13:25 Europa/aktier: Moncler anfører Stoxx 600 på rekordkurs
12:58 Novo sendt til bunds af JPMorgan: Analytikere ser risiko for Wegovy-skuffelse
12:21 KORR: LVMH knytter bånd til Moncler og sender aktien til vejrs
12:16 LVMH knytter bånd til Moncler og sender aktien til vejrs
12:05 Obligationer/middag: Pænt inflationsdyk i Europa tynger renten inden nyt fra USA
11:52 Aktier/middag: Kinesisk medvind til Carlsberg trumfes af tungt fald i Novo
11:15 Lave inflationstal fra Frankrig og Spanien øger væddemål på rentenedsættelse i oktober
11:11 Alm. Brand udpeges som muligt opkøbsmål for Gjensidige af Danske Bank
09:59 Japansk yen og renter i vejret efter premierministervalg - aktie-futures sendes i bund
09:51 Inflationen dykker i Europa og løfter troen på lavere renter fra ECB
09:16 Aktier/åbning: Rødt fra start - Novo sætter kurs mod laveste niveau siden februar
09:06 Mærsk må se rateindeks dykke for sjette uge i træk
09:05 Spansk inflation stiger mindre end ventet i september
09:04 Japansk yen og statsrenter sendes i vejret efter valg af ny premierminister