Logitech i kurshop efter analytikerkommentarer i kølvand af regnskab

Udgivet den 20-01-2021  |  kl. 12:45  |  

Schweiziske Logitech, der laver teknologi til hjemmearbejdspladser, er onsdag ved middagstid blandt de mest stigende aktier i det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks efter analytikerkommentarer ovenpå et positivt kvartalsregnskab tirsdag.

Aktien ligger 4,3 pct. højere.

Finanshuset Wedbush skriver onsdag, ifølge Bloomberg News, at Logitechs stærke momentum ses fortsætte ind i fjerde kvartal, mens Morgan Stanley i en analyse skriver, at der efter kvartalsregnskabet er større tillid til, at regnskabsåret 2021 repræsenterer en ny omsætningsbase, som Logitech kan vokse fra, ifølge Bloomberg.

Logitech kunne tirsdag rapportere om mere end en tredobling af de justerede driftsindtægter for tredje kvartal blandt, andet fordi coronakrisen har øget efterspørgslen efter produkter til hjemmearbejde og tilbehør til spil.

Samtidig hævede selskabet for tredje gang sine forventninger til omsætningsvækst og driftsindtægter for 2021, så der nu ventes en salgsvækst for året på 57-60 pct. i fast valuta og justerede driftsindtægter for 1,05 mia. dollar.

Investorerne kvitterede ved at sende aktien op med 8,5 pct. i den indledende handel tirsdag, men begejstringen ebbede ud i løbet af dagen og aktien endte 5,3 pct. lavere.

I kølvandet af regnskabet har flere analytikere hævet deres kursmål for aktien. I alt 11 analytikere har en købsanbefaling af aktien, mens fire anbefaler "hold" og ikke en eneste anbefaler "sælg".

/ritzau/FINANS

Nicoline Kjelland

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯ 

Relaterede nyheder