Lunar henter 300 mio. kr. fra blandt andet tobaksfond

Udgivet den 23-10-2020  |  kl. 11:38  |  

Den digitale bank Lunar henter yderligere 300 mio. kr. i en af Danmarks hidtil største funding-runder for at vinde flere kunder.

Det skriver Lunar, der samtidig fortæller, at den nye kapital blandt andet kommer fra eksisterende investorer, der blandt andet tæller Chr. Augustinus Fabrikker, hvor kapitalen blandt andet kommer fra Skandinavisk Tobakskompagni.

De 300 mio. kr. skal bruges til at udbygge sin nye erhvervsbank og en ny type låneprodukter til private.

- Vi kan se, at der er brug for mere konkurrence om de danske bankkunder, og vi er klar til at gå forrest. Vi er stolte over, at vores investorer tror på, at vi kan gøre en forskel, siger Ken Villum Klausen, stifter og administrerende direktør i Lunar Group, i en pressemeddelelse.

Lunar har set en stærk kundevækst, hvor antallet af kunder i Danmark har rundet 100.000, og samlet set har den nået 200.000.

Selskabet har i august åbnet op for Lunar Business, hvor banken indtil videre har sagt velkommen til 4500 erhvervskunder. I dag åbner banken også op for virksomheder med flere ejere og holdingselskaber for at imødekomme efterspørgslen.

Lunar har netop lanceret det første lån til private på egne bøger, og næste skridt er "køb nu, betal senere"-produkter.

Lunar har kontorer i Aarhus, København, Stockholm og Oslo og 190 ansatte. Lunar har i alt hentet 774 mio. kr. fra investorerne til at bygge en nordisk bank og fik som den første fintech i Danmark banklicens i 2019.

/ritzau/FINANS

Redaktion

Tags:  Danmark❯ 

Relaterede nyheder