Mærsk-chef: Ny plan skal sikre bedre rettidighed - ikke en spareøvelse

Udgivet den 20-12-2018  |  kl. 14:26  |  
Arkiv: Foto

Flere skibe, færre stop og en langsommere sejlhastighed skal være med til at sikre, at A.P. Møller-Mærsks containerskibe i højere grad ankommer til tiden på den vigtige rute mellem Asien og Europa, men det kan potentielt også være med til at sænke omkostningerne.

Ændringerne på handelsruten bliver indført til marts, og manøvren skal sikre, at den danske transport- og logistikkoncern forbedrer pålideligheden og punktligheden. Det står ifølge selskabet selv højt på kundernes ønskeliste - og de vil gerne vente et par dage længere på varerne, hvis de kan regne med, at de ankommer til tiden.

- Formålet med ændringen er at yderligere forbedre vores rettidighed, da den på nuværende tidspunkt ikke lever op til forventningerne hos vores kunder. I gennemsnit tilføjer vi ekstra transittid på en til tre dage mellem Asien og Europa, og denne tidsmæssige buffer gør det i højere grad muligt for vores skibe at indhente forsinkelser som følge af eksempelvis dårligt vejr og overbelastning i havnene, siger Johan Sigsgaard, der er chef for ruten mellem Asien og Europa hos Mærsk, i en skriftlig kommentar til Ritzau Finans.

Maersk Lines pålidelighed var ifølge analysehuset Seaintelligence på 76,1 pct. i tredje kvartal af 2018, svarende til et fald på 1,3 pct.point fra samme kvartal året før. Men rivalerne præsterede større tilbagegange, så det lyseblå rederi rykkede op fra fjerdepladsen til førstepladsen. Og nyindkøbte Hamburg Süd var rykket med op til en andenplads.

IKKE EN SPAREØVELSE

Efter det seneste kvartalsregnskab slog ledelsen på en telekonference også fast, at tallet skulle hæves. Ændringerne på ruten er et skridt på vejen, og ifølge Mærsk er det ikke et direkte forsøg på at sænke omkostningerne på brændstof på ruten.

- Det er ikke en omkostningsbesparende øvelse. Mens lavere sejlhastigheder reducerer brændstofforbruget, kommer det i dette tilfælde også med en ekstra omkostning ved at drive et ekstra skib på strengen.

- Vi gennemgår jævnligt vores netværk for at sikre, at det afspejler vores kunders behov, og at vi styrer vores kapacitet stramt som følge af ændringer i efterspørgselsbilledet. Dette gælder for Asien-Europa lige så vel som for alle vores andre ruter, lyder det fra Johan Sigsgaard.

Selv om der ikke et tale om en spareøvelse, så kan den nye manøvre alligevel føre til, at de generelle omkostninger sænkes for Maersk Line på ruten, vurderer Casper Blom, der er aktieanalytiker hos ABG Sundal Collier.

- Det er svært at få kunderne til at betale ekstra, men hvis dit netværk bare kører uden noget ballade, så har man typisk også lavere omkostninger. Så det kan godt betale sig at være til tiden, siger han og fortsætter:

- Jeg vil fremføre den påstand, at hvis man har et netværk, der er pålideligt og virker, så har man nok også færre omkostninger, end hvis man har et netværk, der ikke er pålideligt.

TREND KAN MULIGVIS FORBEDRE FRAGTRATERNE

Mærsk tilføjer seks skibe til de ti forskellige farter imellem Asien og Europa, men skruer ned for sejlhastigheden. Samtidig fjernes otte havnebesøg i netværket - de skal dækkes af andre strenge og feeder-netværk. Ifølge Mærsk vil den ugentlige kapacitet være uændret, men hvis konkurrenterne også følger efter og indfører et lignende tiltag, kan det potentielt få betydning for den samlede kapacitet i markedet.

- Hvis der starten en trend i industrien om, at man måske skal til at sejle lidt langsommere, kan det føre til et lavere udbud og et bedre forhold mellem udbud og efterspørgsel. Det kan på sigt måske forbedre fragtraterne, siger Casper Blom.

Ifølge ABG Sundal Colliers aktieanalytiker har sejlplanerne hos mange rederier ikke udviklet sig, i takt med at selskaberne har købt og indsat større og større skibe på ruterne verden over - hvilket også har været tilfældet på Asien-Europa-ruten.

- For ti år siden havde et skib, der sejlede mellem Asien og Europa, måske en størrelse på 10.000 teu, og i dag har det en størrelse på 16.000-18.000 teu, mens sejlplanerne er forblevet nogenlunde de samme.

- Det er klart, at det tager længere tid at få lastet et skib på 18.000 teu, og derfor har man været lidt mere under pres på vandet. Det er en af grundene til, at pålideligheden i industrien har været under pres. Det her giver lidt mere spillerum for Mærsk, siger Casper Blom, der også ser et potentiale for lignende ændringer på andre af de store handelsruter.

/ritzau/FINANS

Cecilie Veile

Tags:  Director❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder