Mærsk dykker efter fald i fragtrater, fyringsplaner og usikker fremtid

Udgivet den 03-11-2023  |  kl. 12:10  |  

A.P. Møller-Mærsk har fredag leveret regnskab for tredje kvartal, der viste et stort fald i fragtraterne, en justering af prognosen mod den lavere ende, en revidering af aktietilbagekøbsprogrammet for 2024 og afslørede en plan om at reducere arbejdsstyrken med 10.000 medarbejdere. Her er nedslagspunkterne:

- Mærsk har i juli, august og september landet et justeret overskud efter skat på 489 mio. dollar mod et justeret overskud på 8818 mio. dollar i tredje kvartal 2022. Omregnet svarer det til et overskud på 3433 mio. kr.Til sammenligning forudså analytikerne et justeret overskud på 277 mio. dollar, viser estimater.

- Omsætningen endte i kvartalet på 12.129 mio. dollar mod 22.767 mio. dollar i samme periode året før. Her havde analytikerne forventet et fald til 12.539 mio. dollar.

- Driftsresultatet, EBITDA, endte i kvartalet på 1878 mio. dollar mod 10.862 mio. dollar i samme periode året før. Til sammenligning lød estimatet fra analytikerne på 1890 mio. dollar.

- Det er kraftige fald i fragtraterne på søen og lavere efterspørgsel efter containerfragt, der betyder fald i indtjeningen

- Fragtraterne er i kvartalet dykket 58 pct. sammenlignet med tredje kvartal 2022 og 14 pct. sammenlignet med andet kvartal 2023, skriver Mærsk.

- Samlet skal arbejdsstyrken skæres med mindst 10.000 job fra 110.000 i job fra januar 2023 med det formål at spare 600 mio. dollar - omkring 4 mia. kr. - i 2024. Der er allerede reduceret med 6500, mens 2500 følger de kommende uger, og 1000 skal afskediges i det nye år.

- Det vil samtidig medføre højere restruktureringsomkostninger for 350 mio. dollar i år, som er forhøjet fra 150 mio. meddelt i begyndelsen af året.

- Mærsk fastholder de finansielle forventninger til året, men ser nu indtjeningen lande i den lave ende af det tidligere udmeldte interval om et underliggende driftsoverskud før af- og nedskrivninger (EBITDA) på 9,5-11 mia. dollar. Analytikerne har op til regnskabet ventet et samlet EBITDA på 10,1 mia. dollar i 2023, viser estimater indsamlet af Bloomberg.

- Der ses nu et fald i volumenerne i den globale containerfragt på 2-0,5 pct. Her var tidligere ventet et fald på 4-1 pct.

- Aktietilbagekøbsprogrammet for 2024 er taget op til overvejelse - sat under "review", fremgår det af regnskabet.

- Mærsk skruer samtidig ned for bruttoinvesteringerne, CAPEX, og ser investeringerne lande på omkring 8 mia. dollar i 2022-23 mod tidligere 9-10 mia. dollar. I 2023-24 ventes bruttoinvesteringerne at udgøre 8-9 mia. dollar mod tidligere 10-11 mia. dollar.

- A-aktien falder fredag middag 13,8 pct. til 10.330 kr., mens B-aktien dykker 14,1 pct. til 10.475 kr.

Tabel over A.P. Møller-Mærsks regnskab for tredje kvartal 2023:

Mio. dollar Q3 '23 Q3 '23(e): Q3 '22: FY '23 (e) FY '22
Omsætning 12.129 12.539 22.767 51.733 81.529
- Ocean 7897 7756 18.018 33.716 64.299
- Logistics 3517 3630 4182 14.232 14.423
- Terminals 999 994 1117 3932 4371
EBITDA 1878 1890 10.862 10.102 36.813
- Ocean 1133 1148 9924 7317 33.770
- Logistics 339 324 394 1294 1378
- Terminals 353 316 391 1239 1535
Resultat før skat 691 308 9174 4084 30.231
Nettoresultat* 554 277 8818 3436 29.703

(e) = estimater indsamlet af Bloomberg News blandt op til 23 analytikere for tal på årsbasis og op til 16 analytikere for tal på kvartalsbasis. Tallene er trukket 2. november.

* = underliggende.

A.P. Møller-Mærsks forventninger til 2023:

Mia. dollar Ved Q3 '23 Ved Q2 '23 Ved FY '22:
EBITDA Lave ende af 9,5-11 9,5-11 8-11

.\\˙ MarketWire

Trine Vestergaard

Tags:  Shares❯  main text❯