Mærsk-konkurrent varsler ratestigninger

Udgivet den 28-06-2012  |  kl. 17:04  |  

Maersk Lines konkurrent på containermarkedet Mediterranean Shipping Company, MSC, varsler ratestigninger på flere af selskabets ruter, skriver Journal of Commerce.

Der er tale om en generel ratestigning på 500 dollar per tyvefodscontainer, teu, på ruten mellem Asien og Sydamerika med ikrafttrædelse den 15. juli, mens MSC også planlægger en stigning på 200 dollar per teu i højsæsontillæg på ruterne mellem henholdsvis den vestlige del af Middelhavet og forskellige destinationer i Fjernøsten samt fra Adriaterhavet til Mellemøsten.

Flere rederier har denne sommer måttet udskyde eller helt droppe sine højsæsontillæg, men Maersk Line er et af de rederier, der har stået fast. A.P. Møller - Mærsks containerrederi introducerede et tillæg i form af en ratestigning på 350 dollar per teu på den vigtige rute mellem Asien og Europa med virkning fra den 15. juni.

/ritzau/FINANS

Mikkel Kvols +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder