Mærsk: Norsk selskab venter færre investeringer i Sverdrup-felt

Udgivet den 18-01-2016  |  kl. 09:12  |  
Maersk

Udbygningen af det norske oliefelt Johan Sverdrup ventes at blive langt billigere end først antaget.

Det skriver det norske medie Dagens Næringsliv på baggrund af udmeldinger fra Det norske oljeselskap.

Det norske oljeselskab anslår på sin kapitalmarkedsdag mandag, at udbygningen af oliefeltet vil koste mellem 160 mia. norske kr. og 190 mia. norske kr.

Tidligere lød meldingerne om investeringsomkostningerne for feltet på mellem 170 mia. norske kr. og 220 mia. norske kr.

Det norske oljeselskap er sammen med blandt andre danske Maersk Oil partner i oliefeltet, der opereres af Statoil. Det norske oljeselskap ejer 11,57 pct. af feltet, mens det er meldt ud, at Maersk Oil står til en ejerandel på 8,44 pct. af feltet.

For første fase af projektet ventes omkostningerne reduceret til 108,5 mia. norske kr. mod tidligere forventninger om 114 mia. norske kr. og endnu tidligere forventninger om 117 mia. norske kr.

Det er planlagt, at Johan Sverdrup-feltet starter op i slutningen af 2019, skriver Dagens Næringsliv. Der ventes en produktion på mellem 315.000 og 380.000 tønder olie om dagen.

/ritzau/FINANS

Nicoline Sørensen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk

Tags:  Udenlandsk selskab❯ 

Relaterede nyheder