Mærsk OVERBLIK Q3: Indtjeningen løftes pænt trods faldende marked

Udgivet den 15-11-2019  |  kl. 08:35  |  

A.P. Møller-Mærsk har fredag morgen afleveret regnskab for tredje kvartal. Her er hovedpunkterne fra regnskabet:

* Både omsætningen og driftsresultatet (EBITDA) i tredje kvartal var allerede kendt i markedet inden regnskabet, da Mærsk løftede sløret for nøgletallene i forbindelse med opjusteringen af forventningerne den 21. oktober.

* Driftsindtjeningen viste i kvartalet en stor fremgang til 1656 mio. dollar fra 1456 mio. dollar i tredje kvartal sidste år. Og det kom til trods for, at der fortsat er pres på markedsvæksten i Mærsks største forretningsområde, Ocean.

* I regnskabet fremgår det således, at vigende global økonomisk vækst og den verserende handelskrig fortsat gør ondt på efterspørgslen i containermarkedet, og Mærsk venter nu blot en samlet markedsvækst i den del på 1-2 pct. i år mod tidligere ventet 1-3 pct. I tredje kvartal isoleret set var den globale efterspørgselsvækst 1,5 pct. mod 2,0 pct. i andet kvartal, fremgår det af regnskabet.

* Overordnet set leverede Ocean-divisionen stor fremgang i driftsindtjeningen (EBITDA) trods en faldende omsætning. Toplinjen i divisionen faldt i tredje kvartal til 7305 mio. dollar fra 7321 mio. dollar i samme periode sidste år. Det skyldtes blandt andet faldende fragtrater.

* Til gengæld steg Oceans EBITDA til 1268 mio. dollar fra 1126 mio. dollar i tredje kvartal 2018, og det skyldes både faldende bunkerpriser og faldende enhedsomkostninger i divisionen.

* I Terminals & Towage var driftsindtjeningen også over det ventede i tredje kvartal, når man sammenholder med estimater indsamlet af Mærsk selv. De er dog indsamlet inden opjusteringen i oktober, hvor Mærsk også lagde til grund, at marginerne i den division havde været bedre end ventet.

* Opløftende er det dog, at også indtjeningen i Logistics & Services, der er et stort fokusområde for Mærsk, var noget bedre end ventet. I tredje kvartal fik den division et EBITDA-overskud på 94 mio. dollar mod ventet 65 mio. dollar blandt analytikerne og 70 mio. dollar i tredje kvartal sidste år.

* De nyligt opjusterede forventninger blev desuden fastholdt i regnskabet, og dermed venter Mærsk fortsat et driftsoverskud (EBITDA) for hele selskabet på 5,4-5,8 mia. dollar i hele 2019.

Tabel over A.P. Møller-Mærsks regnskab for tredje kvartal af 2019:

Mio. dollar Q3 '19: Q3 '19(e): Q3 '18: FY '19(e): FY '18:
Omsætning 10.055 10.003 10.149 39.231 39.257
- Ocean 7305 7265 7321 28.624 28.366
- Logistics & Services 1622 1581 1581 6082 6082
- Terminals & Towage 986 1011 932 4107 3772
EBITDA 1656 1466 1456 5589 4998
- Ocean 1268 1147 1126 4319 3782
- Logistics & Services 94 65 70 226 191
- Terminals & Towage 313 253 254 1047 998
Res. af fortsættende aktiviteter 520 238 -219 563 -755
Underliggende res., fortsættende 452 256 188 516 -61

(e) = medianestimater indsamlet af A.P. Møller-Mærsk selv fra op til 12 analytikere for helårstallene - og efter opjusteringen den 21. oktober. Estimaterne for tredje kvartal er baseret på svar fra 18 analytikere inden opjusteringen den 21. oktober.

* = Bemærk at estimaterne for tredje kvartal for den samlede omsætning og EBITDA-resultatet ligger under de tal for tredje kvartal, som Mærsk offentliggjorde i forbindelse med opjusteringen.

Estimaterne er inklusive effekten fra IFRS 16-reglerne. Det samme er tallene for 2018, som også er blevet rettet til, så Maersk Supply Service igen indgår som forsættende aktiviteter.

A.P. Møller-Mærsks forventninger til de fortsættende forretninger i 2019:

Mia. dollar Ved Q3 '19: 21. oktober Ved Q2 '19:
EBITDA* 5,4-5,8 5,4-5,8 5,0
CAPEX 2,2 2,2 2,2

* = Forventningerne til 2019 er inklusive effekten fra IFRS 16.

/ritzau/FINANS

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Report❯  Shares❯  main text❯ 

Relaterede nyheder