Mærsk: Rateindeks når højeste niveau siden 2010

Udgivet den 30-10-2020  |  kl. 12:14  |  
Arkiv: Foto

Spotpriserne på containerfragt ud af Kina er fortsat på det højeste niveau siden 2010.

Det viser rateindekset Shanghai Containerized Freight Index (SCFI), der måler spotprisen på containerfragt fra Shanghai til en række destinationer verden over.

Det samlede SCFI-indeks steg 4,1 pct. til 1529,99, hvilket ifølge finanshuset Jefferies er det højeste niveau siden 2010.

På de tunge ruter mellem Asien og Europa, hvor Mærsk er markedsleder sammen med schweiziske MSC gennem 2M-alliancen, steg prisen med 3,6 pct. til 1140 dollar per tyvefodscontainer (teu).

Niveauet denne uge er det tredjehøjeste på ugebasis i år.

Raterne har siden foråret været understøttet af en forbedret balance i markedet, da rederierne har reduceret kapaciteten under coronakrisen.

Raterne på den anden store rute mellem Asien og den amerikanske vestkyst, der også udgør 20. pct. af det samlede indeks, faldt 0,4 pct. til 3849 dollar per fyrrefodscontainer (feu).

/ritzau/FINANS

Nicoline Kjelland

Tags:  Shares❯ 

Relaterede nyheder