Mærsk: Rateindeks stiger igen - Asien/Europa-rater i bakgear

Udgivet den 16-10-2020  |  kl. 14:53  |  
Maersk

Spotpriserne på containerfragt ud af Kina steg igen samlet set i denne uge, hvis man måler på rateindekset Shanghai Containerized Freight Index (SCFI), der måler spotprisen på containerfragt fra Shanghai til en række destinationer verden over.

Det viser data fra Shanghai Shipping Exchange, der opgør indekset.

På de tunge ruter mellem Asien og Europa, hvor Mærsk er markedsleder sammen med schweiziske MSC gennem 2M-alliancen, faldt priserne til gengæld.

Det samlede SCFI gik 0,7 pct. frem, mens Asien/Europa-raterne, der vejer 20 pct. i det samlede indeks, faldt med 5,7 pct. til 1084 dollar per tyvefodscontainer (teu).

Det er dog fortsat på linje med gennemsnittet over de seneste otte uger på 1086 dollar per tyvefodscontainer og 86,9 pct. over niveauet i uge 42 sidste år.

Raterne har siden foråret været understøttet af en forbedret balance i markedet, idet rederierne har reduceret kapaciteten under coronakrisen.

Den anden store rute mellem Asien og den amerikanske vestkyst, der også udgør 20. pct. af det samlede indeks, faldt marginalt med 7 dollar til 3841 dollar per fyrrefodscontainer (feu).

Ugens fremgang i det samlede indeks er særligt drevet af fremgang til mindre tunge ruter til blandt andet Australien og Afrika.

/ritzau/FINANS

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Shares❯ 

Relaterede nyheder